Medier ødelægger efterforskning af bruxellesbomber
De belgiske myndigheder opfordrer medier til ikke at rapportere alt, hvad de ser og hører efter bombeangrebet.
De belgiske myndigheder appellerer til journalister og fotografer om at vise tilbageholdenhed efter bombeangrebene i Bruxelles og af hensyn til efterforskningen ikke rapportere alt, hvad de hører og ser.
De belgiske myndigheder appellerer til journalister og fotografer om at vise tilbageholdenhed efter bombeangrebene i Bruxelles og af hensyn til efterforskningen ikke rapportere alt, hvad de hører og ser. Foto: Michel Spingler/AP


Belgisk politi har efter bombeangrebene tirsdag indledt en række ransagningsaktioner i Bruxelles-området, citerer tv-kanalen RTBF unavngivne myndighedskilder for.

Kanalen oplyser, at "personer, som er mistænkt for at stå i forbindelse med angrebet, eftersøges aktivt". Det gælder særligt to personer, som menes at have stået i ledtog med den nu anholdte hovedmand bag Paris-angrebet, Salah Abdeslam.

Den ene er den 31-årige belgisk-marokkaner Mohamed Abrini, som på et overvågningskamera er set sammen med Abdeslam kort inden angrebene i den franske hovedstad i november sidste år.

Den anden, den 24-årige Najim Laachroui, har de belgiske myndigheder bedt om offentlighedens hjælp til at finde. Han skal angiveligt være rejst til Syrien i 2013. Efterforskerne mener, at han har optrådt under det falske navn, Soufiane Kayal.

Mange journalister deltager i dækningen af de voldsomme begivenheder i den belgiske hovedstad, der også rummer EU's hovedkvarter. Alle forsøger at få deres egne vinkler på det indtrufne.

Derfor opfordrer den belgiske anklagemyndighed i en skriftlig appel alle mediefolk til at udvise tilbageholdenhed.

- Enkelte medierepræsentanter har videregivet oplysninger om de fortløbende undersøgelser, og det kan ødelægge den igangværende efterforskning, skriver anklagemyndigheden ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Vi frygter, at der stadig er mulige gerningsmænd på fri fod, siger Belgiens udenrigsminister, Didier Reynders, ifølge AFP.

Flere medier oplyser, at politiet har fundet endnu et bælte med en udetoneret selvmordsbombe i lufthavnen, ligesom der er blevet fundet et kalasjnikov stormgevær i nærheden af den ene af selvmorderne i ankomsthallen.

Bomberyddere fra den belgiske hær har gennemført en kontrolleret sprængning af et "mistænkeligt køretøj" i den sydvestlige Bruxelles-forstad Ixelles, skriver det lokale politi på Twitter. Aktionen fandt sted i nærheden af Vrije Universitet Brussel.

Ifølge nyhedsbureauet Belga, har et andet universitet, Université Libre de Bruxelles" evakueret alle dets bygninger i den belgiske hovedstad og den sydligere beliggende by Charleroi.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.