Spar penge: Flyv ud af denne lufthavn
Flere og flere danskere flyver ud af Hamborg. En prisskrig gør nemlig, at der er mange penge at spare.
Hamborg lufthavn huser en række lavprisselskaber, der har gjort det fordelagtigt for danske flyrejsende at flyve herfra.
Hamborg lufthavn huser en række lavprisselskaber, der har gjort det fordelagtigt for danske flyrejsende at flyve herfra. Foto: Bodo Marks/AP


Flere og flere danskere kører syd for grænsen, inden de sætter sig om bord på flyet, der fragter dem på ferie.

Således satte antallet af danske flypassagerer i Hamborg lufthavn ny rekord i 2014. 250.000 danskere fløj sidste år ud af den nordtyske lufthavn, og det er en stigning på 13,5 procent i forhold til 2013.

- Gennem de seneste 12 måneder har mange flyselskaber lanceret et stort antal nye ruter. Især har lavprisselskaberne haft stor vækst. Bredden i rutenettet kombineret med de lave priser har helt sikker bidraget til væksten, siger Dr. Jörgen Kearsley, der er chef for flymarketing hos lufthavnen i Hamborg.

Netop lavprisselskaberne har i den grad medvirket til, at det kan betale sig for danskerne at flyve ud af Hamborg. Det forklarer Ole Stouby, der er adm. direktør for rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk.

- Der er simpelthen kommet en priskrig ud af Hamborg, som danskerne har gavn af. Den base, som EasyJet har etableret i lufthavnen, har sat de andre spillere under pres, og det giver billigere billetter generelt, siger han til Newspaq.

Han vurderer, at der generelt er mellem 20 og 50 procent at spare på flybilletten, hvis man flyver ud af Hamborg frem for en dansk lufthavn. Det gælder dog frem for alt de europæiske rutefly og ikke oversøiske rejser.

Til gengæld lader priserne sig ikke påvirke af dansk højsæson. Fredag offentliggjorde Dansk Flyprisindex og Travelmarket.dk et pristjek, der viste, at der var billetter ud af Hamborg i uge 7 og 8 til destinationer som Barcelona, Rom og Paris for mellem 533 og 947 kroner. I industriferien er der også lige nu billetter at finde fra Hamborg til eksempelvis Nice til omkring 800 kroner.

Passagerrekorden i Hamborg lufthavn er derfor kun toppen af isbjerget, vurderer Ole Stouby.

- Jeg tror, at væksten i Hamborg lufthavn bliver betydelig større i 2015, fordi der er endnu mere at hente for danskere, der bor i Sønder- og Midtjylland og hele Fyn. Og det vil sætte de danske provinslufthavne under pres, siger han.

Samlet set lagde Hamborg lufthavn faciliteter til 14,76 millioner passagerer i 2014. Det er en stigning på 9,3 procent i forhold til 2013.

Fakta

Sidste år fløj 250.000 danskere ud af Hamborg lufthavn. Det er en stigning på 13,5 procent i forhold til 2013.

Lavprisselskabet EasyJet åbnede i 2014 en base i lufthavnen, og det har skabt prisskrig.

Ifølge adm. direktør for rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk, Ole Stouby, er der 20-50 pct. at spare, hvis man flyver ud af Hamborg.

De billige billetter ud af Hamborg gælder typisk populære europæiske destinationer og ikke oversøiske ruter.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.