Der bliver sort skærm i mange hjem, når det analoge tv-signal om et øjeblik brænder ud.
I Aalborg sker det allerede i dag onsdag, og det betyder, at det er slut med tv for den andel af de 47.000 medlemmer af antenneforeningen AN-TV, der ikke modtager tv-billederne digitalt.
Det kan være, fordi de har et gammeldags billedrørsapparat, eller fordi man har en fladskærm af ældre dato.
- Vi kan ikke sige det med hundred procents sikkerhed, men vores vurdering er, at det gælder omkring fem procent, siger formand for AN-TV, Ole Davidsen, til DR Nordjylland.
Allerede i 2009 slukkede staten for det analoge tv-signal, men de seere der får deres TV fra Stofa og Yousee har fortsat kunne følge verdens gang gennem skærmen, da begge udbydere har holdt liv i signalet på flere af de store kanaler.
- Dengang lavede vi en aftale om, at vi ville holde hånden under folk i en årrække. Nu er der gået seks år, så det løfte har vi levet op til, siger Ole Davidsen.
Lukningen sker fordi kapaciteten på nettet skal bruges til højere hastighed på bredbånd og de digitale kanaler.
Ønsker man ikke at investere i et nyt TV er der mulighed for at løbe en særlig digital tv-boks, der kan omforme det digitale signal til et analogt. Den koster nogle hundrede kroner.
Yousee lukker senest 9. februar for det analoge signal i andre dele af landet.