Som en salami-fabrik: Sygeplejersker advarer om patientkontakt
Læger og sygeplejersker ved ikke, hvor de skal presse de vigtige samtaler med patienterne ind i dagligdagen.
Læger og sygeplejersker har travlt. Samtalen med patienten i et fredeligt og privat lokale er det svært at finde rum og tid til.
Læger og sygeplejersker har travlt. Samtalen med patienten i et fredeligt og privat lokale er det svært at finde rum og tid til. Foto: Colourbox/free


Inddragelsen af patienten, som det hele drejer sig om, svigter tit på sygehusene.

Konsultationer på gangen eller stuegang hvor dybt personlige forhold drøftes hen over patientens seng på firemandsstuen.

Patienter der sendes hjem fra sygehuset uden at have fået nødvendig støtte til at tackle deres kroniske sygdom. Altsammen eksempler hvor inddragelsen af patienten svigter.

Tid og lokaler med ro er afgørende for, at læger og sygeplejersker kan inddrage patienterne i behandlingen.

Men mange afdelinger mangler lokaler til det, og det kniber også med tiden til samtalerne.

Det viser en ny undersøgelse fra Danske Patienters Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS), Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd.

Halvdelen mener ikke, at de fysiske rammer gør patientsamtalerne mulige. Hver femte sygeplejerske og mere end hver fjerde læge mener heller ikke, at der er tid nok til at tage patienten med i snakken om egen helbredelse.

- Det er foruroligende tal. Kan personalet ikke tale med patienten under rolige, fortrolige forhold, er det meget svært at sikre en ordentlig inddragelse, siger formand Grete Christensen fra Dansk Sygeplejeråd.

- Der nytter ikke, som man ser mange steder, at patientforløb planlægges, som man skærer salami på en fabrik.

Danske Patienter, Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd advarer derfor regeringen mod den nedprioritering, som der lægges op til i finanslovsforslaget. 300 millioner kroner, som den tidligere regering afsatte til at styrke området, skæres ifølge planen ned med 100 millioner kroner.

- Det er et meget uheldigt signal på et skidt tidspunkt, hvor vi har brug for at udvikle metoder på dette område, som får stigende betydning. Inddragelse af patienten er en omstilling af sundhedsvæsnet, som vi ikke kommer udenom, siger formand Andreas Rudkjøbing fra Lægeforeningen.

/ritzau/

 

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.