Socialpædagoger hjælper udsatte familier i genbrugsbutikken
Nogle udsatte børnefamilier tilbydes fællesspisning og sommerlejre, når de handler i genbrugsbutikker.
- Der er helt klart et behov for at tilgodese flere og flere fattige i Danmark, fastslår Helle Christiansen.
- Der er helt klart et behov for at tilgodese flere og flere fattige i Danmark, fastslår Helle Christiansen. Foto: Scanpix/arkiv


Stadig flere udsatte børnefamilier åbner døren til genbrugsbutikken.

Det oplever man i Kirkens Korshærs, som sammen med fire øvrige humanitære hjælpeorganisationer for tiden oplever store omsætninger og rekordoverskud i genbrugsbutikkerne.

Chefen for Kirkens Korshær, Helle Christiansen, forklarer, at de udsatte familier udover økonomiske problemer også slås med sociale problemer. Derfor sætter Kirkens Korshær nu ind med helt nye tilbud i genbrugsbutikkerne.

- I mange af vores butikker har vi indrettet såkaldte ’børnehjørner’, hvor vi har samlet børnetøj og legesager. Samtidig tilknytter vi socialpædagogisk personale, så familier med behov kan få rådgivning om forskellige problemer, mens de besøger børnehjørnet, siger hun.

Derudover spotter de frivillige og socialpædagogerne i Kirkens Korshærs butikker også, hvilke familier der skal tilbydes for eksempel at deltage i fællesspisning og sommerlejre.

- Der er helt klart et behov for at tilgodese flere og flere fattige i Danmark, fastslår Helle Christiansen.

Velstillede sparer på flyverdragten 

Ligesom andre ledere af genbrugsbutikkerne glæder hun sig over, at ingen i dag skammer sig over at gå i genbrugstøj.

- Der er ikke noget stigmatiserende over at gå i genbrugstøj i dag, og det hænger sammen med, at alle indkomstgrupper handler genbrug i dag, siger hun.

I Røde Kors noterer chef for genbrugsbutikkerne, Tina Donnerborg, at mange velstillede familier også er kernekunder.

- Mange velstillede familier vælger af rationelle grunde at købe flyverdragt til ungerne i genbrugsbutikken. De vil ikke bruge penge på en ny flyverdragt, når den alligevel bliver mudret til henne i børnehaven. Og når velstillede familier gør det, gør de det legitimt for alle at købe genbrug, siger hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.