Snydt i millionsag på metrobyggeri: Nu får han erstatning
En rumænsk metroarbejder har nu fået sine penge efter det italienske metrofirma Cipa snød ham og hundrede andre metroarbejdere for løn.
Aurelian Ciorpec fra Rumænien var en af de mange metroarbejdere, der blev snydt af metrofirmaet Cipa. Nu får han sine penge.
Aurelian Ciorpec fra Rumænien var en af de mange metroarbejdere, der blev snydt af metrofirmaet Cipa. Nu får han sine penge. Foto: Scanpix


Aurelian Ciorpec blev som én af hundrede metroarbejdere snydt af italienske Cipa. Nu har han fået sine penge.

Aurelian Ciorpec fra Rumænien har netop modtaget 84.400 kroner efter skat fra 3F, der har ført sag mod metrofirmaet Cipa, skriver Fagbladet 3F.

Han er nu hjemme i Rumænien. Sagens afslutning og udbetaling af det, han er blevet snydt for, vækker begejstring i familien.

- Det er en stor glæde for mig. Jeg takker 3F for deres hjælp med at føre sagen, siger Aurelian Ciorpec.

Pengene betyder meget, fordi mindstelønnen i landet er godt 1.500 kroner om måneden. Hans bror, Emil Ciorpec, blev også snydt og har modtaget 73.000 kroner.

Aurealian Ciorpec har ikke noget job og ville gerne tilbage og arbejde i Danmark. Lige nu er han ved at sætte hegn om sit nye hus.

- Med pengene vil jeg afslutte opførelsen af huset, og jeg vil lave et nyt køkken, fortæller han.

I alt blev det italienske firma i marts i år dømt til at betale 22 millioner kroner i bod til 3F og efterbetaling til flere hundrede arbejdere fra metrobyggeriet. Hundredvis af ansatte i Cipa blev snydt.

Aurelian Ciorpec og hans kollegaer i landsbyen Micea Vodã i Rumænien var i 2014 vendt slukøret hjem.

- Jeg er enormt vred. De italienske chefer behandlede os som slaver. Det var slaveri i år 2014, fortalte Aurelian Ciorpec.

I dag håber han på at få nyt job i Danmark.

-Jeg kunne godt lide i Danmark. I Danmark betaler man godt, men vi har været ikke så heldige med disse italienerne, siger Aurelian Ciorpec.

Undervejs i sagen truede Cipa med at lukke sin danske afdeling og erklære sig konkurs, så de ansatte ikke ville få de penge, som retten havde tilkendt dem.

Men 3F Bygge, Jord og Miljø i København indgik en aftale med Cipa med hovedentreprenøren Copenhagen Metro Team som mellemmand. De første fem millioner er betalt, og resten skal falde i rater. Sagen er den største sag om social dumping i Danmarkshistorien.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.