Skilsmisseramt prinsesse: Det er et åbent sår
Prinsesse Märtha Louise har aflyst to arrangementer efter bruddet med Ari Behn, men bruger værktøjer fra sin engleskole til at håndtere det.


Efter 14 års ægteskab bekendtgjorde prinsesse Märtha Louise i august, at hun skulle skilles fra forfatteren Ari Behn.

Prinsesse Märtha Louise skulle være mødt op til det første officielle arrangement efter bekendtgørelsen 1. september, men udeblev fra det norske kongehus' havefest på efterårets første dag.

Det skete dagen inden, at det norske kongehus meddelte prinsessens afbud til de paraolympiske lege grundet skilsmissen.

- Prinsesse Märtha Louise må i denne situation prioritere børnene, sagde det norske kongehus' kommunikationschef, Marianne Hagen, til avisen VG.

Ifølge prinsesse Märtha Louise og Ari Behn kørte livet med egne ord "ikke på skinner", og det tog parret konsekvensen af.

Siden har de holdt sig fra offentligheden, men nu taler prinsessen ud om skilsmissen. Det sker i en video, som hun har delt på sin omtalte engleskole Soulspring ifølge norsk SE og HØR.

- Det er nu engang sådan, at når jeg har den position, som jeg har, gør det, at jeg må dele alle de store ting, der sker i mit liv, uanset om det er positivt eller mindre positivt. Og det er både smertefuldt og vanskeligt, siger prinsessen i videoen ifølge ugebladet.

Ifølge prinsessen ville hun være faldet endnu dybere, hvis ikke hun havde benyttet sig af de teknikker, hun selv underviser i på engleskolen.

- Uden de værktøjer havde jeg ikke været i stand til at sidde her nu. Før kunne jeg sidde i sådan en proces, som var smertefuld og vanskelig, i lang tid, og jeg siger ikke, at jeg er færdig med processen i det hele taget, men jeg kan være til stede i mig selv og kan være her, og det er helt sikkert værktøjerne, der hjælper mig til det. Man kan give slip og komme videre.

- At være i sådan en situation er helt nyt og et helt åbent sår. At være sårbar - også i mødet med andre mennesker - er noget, jeg tør være nu, fordi jeg er sikker på, hvem jeg er, lyder det fra hende.

Sammen med Ari Behn har prinsesse Märtha Louise døtrene Maud Angelica på 13 år, Leah Isadora på 11 år og otteårige Emma Tallulah.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.