Skandale-Sheen: Creme var skyld i mit nedbrud
Charlige Sheen hævder, at overforbruget af en såkaldt testosteroncreme kostede ham en fyreseddel på "Two and a Half Men".
Ifølge Sheens kollega fra serien "Two and a Half Men" smurte skuespilleren sig ind i testosteroncreme tre gange om dagen.
Ifølge Sheens kollega fra serien "Two and a Half Men" smurte skuespilleren sig ind i testosteroncreme tre gange om dagen. Foto: Matt Sayles/MATT SAYLES/INVISION/AP


Da Charlie Sheen havde sin storhedstid, var han verdens bedst betale tv-skuespiller, men sex, sprut og stoffer fik til sidst producerne af hitserien "Two and a Half Men" til at fyre stjernen på stedet.

Der har siden været mange rygter om forløbet op til sammenbruddet, men nu hævder Sheen selv, at nedsmeltningen kan skyldes overforbruget af såkaldt testosteroncreme, som han brugte hyppigt i perioden op til fyringen.

- Jeg brugte masser af testosteroncreme, og det gik alt for vidt, siger den Golden Globe-vindende skandalestjerne i programmet "The Dr. Oz Show" ifølge magasinet People.

Overforbruget af cremen har Sheens medspiller fra "Two and a Half Men", Jon Cryer, tidligere beskrevet i sin selvbiografi, "So That Happened", som People har bragt et uddrag af.

- Charlie sagde, at han smurte cremen på inderlårene tre gange om dagen, men at anvisningen var vildledende, fordi man lige pludselig fik raserianfald, stod der i bogen.

Det bekræfter Sheen nu selv i interviewet.

- Jeg følte, at jeg havde en ud-af-kroppen-oplevelse og var meget distanceret fra den virkelige verden. Nogle gange følte jeg mig som et overnaturligt menneske. Der var masser af op- og nedture.

Sheen følte sig i live, som han siger, men kunne ikke lide vreden, som det angiveligt medførte, fortæller han til programmets tv-læge, som nu har henvist den 50-årige skuespiller til en psykiater.

- Jeg har stadig maniske øjeblikke og en tendens til at blive offer for min egen vrede, erkendte Sheen, som i dag går til samtaleterapi for at kontrollere sine følelsesmæssige udsving.

Tilbage i november stod skuespilleren frem og fortalte, at han var hiv-positiv og i behandling for diagnosen.

I øjeblikket har han ingen nye projekter i støbeskeen.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.