Sjursen: DA-udspil skubber udsatte væk fra arbejdsmarkedet
Færre vil få fodfæste på arbejdsmarkedet, hvis overførselsindkomsternes reduceres markant, siger Jann Sjursen.
- Det vil skabe usikkerhed omkring menneskers forsørgelsesgrundlag, ud over at det også vil reducere ydelserne for nogens vedkommende ganske markant, siger Jann Sjursen
- Det vil skabe usikkerhed omkring menneskers forsørgelsesgrundlag, ud over at det også vil reducere ydelserne for nogens vedkommende ganske markant, siger Jann Sjursen Casper Christoffersen/Scanpix


Hvis de sociale ydelser bliver beskåret, sådan som Dansk Arbejdsgiverforening (DA) ønsker det, så vil flere blive skubbet ud over kanten på arbejdsmarkedet og ende i en svær, økonomisk situation.

Det mener Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, om de i alt 28 forslag til store reformer af alt fra førtidspensionen over sygedagpengene og fleksjobbene til kontanthjælpen, som DA har fremsat i et notat.

- Det vil skabe usikkerhed omkring menneskers forsørgelsesgrundlag, ud over at det også vil reducere ydelserne for nogens vedkommende ganske markant, siger Jann Sjursen og fortsætter:

- Det kan være med til at skubbe især socialt udsatte borgere i den gale retning.

Formanden er ligesom alle andre fortaler for, at flere får lov til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Men han understreger også, at det ikke bliver gjort ved at skubbe dem længere ud over kanten.

- Det gør man ved at få skabt de job og jobåbninger, der skal til for udsatte borgere. Og de bliver ikke skabt ved, at man bare reducerer ydelserne, så det i endnu højere grad kan betale sig at arbejde, siger Jann Sjursen.

DA har med sine forslag hentet inspiration i Sverige, hvor det på otte år er lykkedes at få flere end 200.000 personer væk fra overførselsindkomster.

Kan det samme gøres i Danmark, vil der ifølge DA kunne opnås offentlige besparelser for mere end 60 milliarder kroner og et arbejdsudbud, der vokser med 85.000 personer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.