SF-formand langer ud efter Thorning: Hun var på DJØF-mission
SF-formand Pia Olsen Dyhr langer ud efter tidligere S-formand Helle Thorning-Schmidt.
SF-formand Pia Olsen Dyhr er ikke tilfreds med tidligere S-formand og statsminister Helle Thorning-Schmidt.
SF-formand Pia Olsen Dyhr er ikke tilfreds med tidligere S-formand og statsminister Helle Thorning-Schmidt. Foto: Scanpix/arkiv


14 dage efter Helle Thorning-Schmidts farvel til dansk politik, bliver hun genstand for en kras politisk kritik fra SF-formand Pia Olsen Dyhr.

Op til SF's landsmøde i weekenden udtrykker Pia Olsen Dyhr sin dybe frustration med den tidligere S-leder og statsminister, som, hun tvivler på, havde et reelt politisk projekt. Det skriver Altinget.

- I Helles tid som formand startede hun med at gå til højre, så fik Villy (Søvndal) hende til at gå til venstre – og da hun så blev statsminister, lod hun embedsmændene i Finansministeriet styre. Helles mission blev den rene DJØF-mission, siger Pia Olsen Dyhr til Altinget.

Det er det hårdeste angreb i mange år fra en SF-formand på en socialdemokratisk leder. Til gengæld har Pia Olsen Dyhr stor tiltro til den nye socialdemokratiske leder Mette Frederiksen.

- For Mette er det ikke bare magt for magten skyld, men også en kamp for at opnå mere social retfærdighed. Det så vi blandt andet ved diskussionen om kontanthjælpsloftet. Og jeg er sikker på, at Mette ikke vil lave erhvervsskattelettelser i en tid, hvor de dårligst stillede må holde for, siger hun til Altinget.

Hos Socialdemokraterne er politisk ordfører Nicolai Wammen glad for de positive ord om Mette Frederiksen, men han forstår til gengæld ikke kritikken af Helle Thorning-Schmidt.

- Den kritik er fuldstændig forkert og urimelig, siger han til Altinget.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.