Serena Williams når milepæl: Sejr nummer 700
Serena Williams er klar til semifinalen i WTA-turneringen i Miami, hvor hun samtidig tog sin sejr nummer 700.
Serena Williams vandt sin kamp nummer 700 onsdag aften
Serena Williams vandt sin kamp nummer 700 onsdag aften Foto: Lynne Sladky/AP


Tennisstjernen Serena Williams blev den ottende kvinde til at nå op på 700 WTA-sejre, da verdensetteren onsdag aften slog tyskeren Sabine Lisicki 7-6, 1-6, 6-3 i Miami.

Serena Williams har langt op til rekorden, som tilhører Martina Navratilova, som vandt hele 1442 kampe i karrieren.

- Jeg vidste ikke, jeg havde vundet 700 sejre. Nu vil jeg bare fortsætte og gøre det så godt, jeg kan.

- Jeg spillede ikke op til mit bedste. Jeg sagde bare til mig selv, at jeg hverken slog eller servede, som jeg plejer, så jeg måtte kæmpe, siger Serena Williams ifølge ESPN.

Den 33-årige amerikaner er med sejren videre til semifinalen og blev fejret med kage på banen af arrangørerne.

Serena Williams har vundet turneringen i Miami de seneste to år. I alt har hun taget titlen syv gange. 71 sejre og syv nederlag er det blevet til i karrieren alene i den turnering.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.