Seniorstrateg: Aktie-svingturer kan vare til på tirsdag
Først når der tirsdag kommer nye officielle nøgletal fra Kina, kan markederne stabiliseres.
Man skal have is i maven, hvis man vil tjene penge på aktiemarkerne de her dage, mener seniorstrateg fra Nordea, Tine Choi.
Man skal have is i maven, hvis man vil tjene penge på aktiemarkerne de her dage, mener seniorstrateg fra Nordea, Tine Choi. Foto: COLOURBOX/free


Fra det dybe hul til store stigninger.

De sidste par døgn har bogstavelig talt været en tur i rutsjebanen for både de danske og de globale aktier. Og sådan kan det fortsætte mange dage endnu, lyder vurderingen fra Tine Choi, der er seniorstrateg i Nordea.

- Det man skal lægge mærke til, det er, at der ikke kommer nogle økonomiske nøgletal fra Kina i den her uge.

- Det betyder, at investorerne stadig mangler pejlemærker for økonomien. Derfor vil vi også kunne se de her store udsving i de kommende dage, siger hun til Ritzau.

Tirsdag oplevede det danske C20 Cap-indeks den største endagsstigning på 3,82 procent, siden indekset blev lanceret i 2011.

Helt omvendt var situationen dog mandag, hvor C20 Cap-indekset lukkede med det største endagsfald nogensinde.

De store udsving sker på baggrund af den dårlige kinesiske økonomi, der har spredt frygt og panik verden over på de finansielle markeder.

Mandag betød panikken, at en del investorer solgte ud af deres aktier, men efter Kina tirsdag annoncerede en sænkning af de ledende renter og af reservekravene til landets banker, er aktierne igen på vej op.

Ifølge Tine Choi er det dog først på tirsdag, at man for alvor kan se, hvilken vej det vil gå for det kinesiske marked, når de kinesiske PMI-tal offentliggøres (virksomhedernes produktionsforventninger).

Indtil da må investorer ikke gå i panik, hvis kurserne rutsjer, for det er oftest dem, der vil tabe mest på lidt længere sigt.

- Når først man er gået i panik og har solgt, så har man psykologisk svært ved at sige, "nå det var bare det her salg, og så køber jeg bare den samme aktie igen", siger Tine Choi.

I stedet råder hun til, at man holder sig til langsigtede investeringer og har en bred portefølje af aktier.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.