Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen frygter ikke mere svindel som følge af nye EU-regler for mini-virksomheder.
Det slår han fast i et skriftligt svar til Ugebrevet A4, efter at et forslag fra EU-Kommissionen er blevet mødt med hård kritik fra blandt andet fagbevægelsen.
- Det gør selvfølgelig indtryk, når fagbevægelsen fraråder, at Danmark stemmer for direktivforslaget, siger erhvervs- og vækst minister Henrik Sass Larsen.
Forslaget går ud på, at du på få dage og med blot 1 euro på lommen skal kunne åbne et såkaldt SUP-selskab hvor som helst i EU – uden at møde op noget sted eller dokumentere din identitet. Det hele kan klares på nettet.
LÆS OGSÅ: 'Invitation til fup og svindel': Åbn virksomhed for én euro
Fup og svindel
Kritikerne mener, at selskabstypen vil gøre det endnu nemmere for folk med tvivlsom moral at lave social dumping, undgå skat og flygte fra kreditorer.
- Det her er en invitation til fup og svindel, siger Rina Kari, EU-parlamentsmedlem for Folkebevægelsen mod EU, om kommissionens forslag.
I LO frygter man, at direktivet vil blive et værktøj til at omgå overenskomster og arbejdstagerrettigheder.
- Det mest grundlæggende problem er, at direktivet lægger op til, at der slet ikke skal være forbindelse mellem i hvilket land selskabet bliver registreret, og hvor det har sine aktiviteter, siger international sekretær Marie Louise Knuppert.
Det ser regeringen ikke som noget afgørende problem, da det ikke er noget nyt.
- Regeringen finder, at vi kan støtte forslaget, da muligheden for at have hovedkontor i et andet land end registreringslandet i forvejen er tilladt for alle selskabstyper i Danmark, siger Henrik Sass Larsen.
Frygter ikke svindel
- Mange af de rejste kritikpunkter, der anføres mod SUP-selskabet, adskiller sig i øvrigt ikke fra, hvad der allerede gælder for de eksisterende selskabstyper i dag. Der er derfor ikke grund til at tro, at risici forbundet med SUP-selskaber er større, end de er for andre nationale selskabsretlige typer, siger ministeren.
Han henviser til, at selskabstypen minder meget om de danske såkaldte iværksætterselskaber, IVS, som indtil videre har fungeret godt i Danmark.
- Hvad angår IVS’er, så blev der alene sidste år etableret omkring 6.000 af dem. Det understreger, at der er rigtig mange iværksættere, der er glade for denne selskabsform, der er enkel og giver mulighed for, at du gradvist bygger kapital op i selskabet, siger Henrik Sass Larsen.