På dagen, hvor kabinepersonalet hos SAS starter overenskomstforhandlinger, er personalet mødt ind til, hvad de ser som en frustrerende nyhed.
SAS har onsdag meddelt, at man ønsker at åbne to nye baser i udlandet for at kunne ansætte medarbejdere på billigere overenskomster.
Manøvren er i forvejen brugt af flere lavprisflyselskaber, men kabinepersonalet, der er organiseret i Cabin Attendants Union, CAU, mener, at SAS burde holde sig fra at åbne baserne.
- Beslutningen kan alene have sin begrundelse i, at man ønsker at omgå de skandinaviske overenskomster, lyder det i en pressemeddelelse fra formand Christa Ceré.
- Det er for CAU uforståeligt, at man benytter sig af et sådant træk, ikke mindst når selskabet er delvist ejet af skandinaviske regeringer.
Udgangspunktet for dagens overenskomstforhandlinger starter altså dårligt, lyder det fra formanden.
- Vi er skuffede og frustrerede, hvilket jo ikke er den bedste start på dagen, hvor vi starter overenskomstforhandlinger, udtaler hun.
Også piloterne i SAS er frustrerede over de nye baser, siger Flyvebranchens Personale Union, FPU, der repræsenterer piloterne.
- Det er enormt tragisk for dansk luftfart, men det er også et symptom på, hvordan det ser ud i det europæiske lufthavnsmarked lige nu. Dem der klarer sig godt, er dem der tilbyder horrible lønninger til deres ansatte, siger næstformand Anders Mark Jensen.
Ifølge ham er det et politisk problem, når selskabet sænker lønningsudgifterne ved at flytte arbejdsplader, som de danske politikere burde tage ansvar for at få løftet i EU.
- Det er et stort politisk problem, som der ikke bliver gjort noget ved, siger han.
SAS vil stifte et irsk datterselskab, der skal stå for at drive de to nye baser. De skal ligge i Spanien og London og være klar til den kommende vintersæson.
Det bliver imidlertid kun et mindre antal afgange, der overflyttes til de nye baser. Hovedsagelig ruter der retter sig mod ferierejsende, hvor man er i stærk konkurrence med lavprisselskaber.
/ritzau/