Sag om bombetrusler mod Lalandia for retten
En sag om tre bombetrusler mod badeland skal nu afgøres i Højesteret. Anklagemyndigheden kræver højere straf.
Højesteret skal nu behandle en sag om tre bombetrusler mod badelandet Lalandia.
Højesteret skal nu behandle en sag om tre bombetrusler mod badelandet Lalandia. Foto: Per Johansen/domstol.dk/free


Det bliver Højesteret, som kommer til at fastsætte straffen i en sag om tre bombetrusler mod Rødby-badelandet Lalandia i august sidste år.

Anklagemyndigheden er nemlig utilfreds med dommen på en måneds ubetinget og to måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste, som den 18-årige mand bag truslerne blev idømt af Østre Landsret i januar.

Landsretten skærpede endda straffen i forhold til byretten, hvor den unge mand fik 60 dages betinget fængsel med 40 timers samfundstjeneste.

Anklager i sagen Naja Wærness Larsen forklarede efter dommen i landsretten, hvorfor anklagemyndigheden havde valgt at anke byrettens dom til skærpelse:

- Det sker på baggrund af mediedækningen, og da politikerne siger, at straffen skal skærpes for bombetrusler, for der går mange ressourcer spildt.

Det er Rigsadvokaten, som har bedt om tilladelse til at anke sagen til Højesteret, men det har fredag ikke været muligt at få en kommentar fra landets øverste anklager.

I et svar til Folketingets retsudvalg har anklagemyndigheden tidligere lovet, at man vil forsøge at løfte strafniveauet for bombetrusler ved at indbringe en prøvesag for Højesteret.

Målet er en større "nuancering i strafudmålingen," står der i svaret.

Det betyder, at anklagemyndigheden vil argumentere for en skærpelse af straffen i de alvorlige tilfælde, hvor bombetruslen har "vidtrækkende økonomiske konsekvenser".

Strafudmålingen i sager om bombetrusler er for det meste forholdsvis beskedne, selvom de ofte berører tusindvis af mennesker, når de fremsættes mod togstationer eller andre offentlige steder.

Det normale er omkring 30 dages fængsel, som gøres betinget.

De tre trusler mod Lalandia sidste år medførte, at politi og brandvæsen rykkede ud, ligesom Lalandia blev evakueret ved to af bombetruslerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.