Sådan undgår du tyverier i ferien
Efterårsferien er igang, og det er tricktyvene desværre også. Shoppeture og cafébesøg er en legeplads for de snedige rapsere. Se her hvad du kan gøre for at undgå dem bedst muligt.
Pas på tricktyvene!
Pas på tricktyvene! Colourbox


Tricktyve er på jagt efter dine ejendele, og i efterårsferien er der ekstra grund til at være opmærksom. Sydøstjyllands politi har samlet de mest kendte metoder, som tyvene bruger, når de vil have fingrene i dine lommer.

Ved hæveautomaten

Hav øjnene på dit Dankort hele tiden. En venlig mand kan gøre dig opmærksom på, at du har tabt en 100 kr. seddel, og når du bukker dig for at samle den op, har tricktyvene byttet dit Dankort ud med ét magen til, afluret din pinkode, og rippet din konto.

Hvis du bliver kontaktet, mens du hæver penge, så bliv ikke distraheret, men bed dem vente til du er færdig.

I supermarkedet

En mand spørger dig om vej, idet du kommer ud af supermarkedet. Han spreder et kort ud på bilen, og beder dig pege i en retning. Idet din opmærksomhed er væk fra bilen, bytter de dit Dankort ud, og bruger pinkoden, som de har afluret, mens du handlede.

Billige guldsmykker ved restepladser

I vejkanter og ved restepladser, kan du møde et godt tilbud. En mand insisterer (ofte aggressivt) på at sælge dig et billigt guldsmykke. Imens han lægger kæden om din hals, tager han den, du havde på i forvejen. Andre kan komme til og skabe forvirring, og inden du ser dig om, har de også stjålet fra din bil.

I hjemmet

Flere og flere bliver udsat for hjemmerøverier, hvor tyvene udgiver sig for at være håndværkere eller hjemmehjælpere og insisterer på adgang til boligen.

Bed altid om legitimation og insistér på, at de bliver udenfor. Hvis du for eksempel skal hente dem et glas vand, så lås døren imens.

Kilde: mynewsdesk.com og Sydøstjyllands Politi.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.