Sådan undgår du forårsdepressionen
Forår er højsæson for depressioner. Læs hvordan du undslipper kulkælderen og få råd til at komme op igen, hvis du allerede er faldet i.
Når forårssolens stråler rammer danskerne, får 10-20 procent flere en forårsdepression. Samtidig topper selvmordskurven fra midten af marts til slutningen af maj ifølge tal fra Center for Selvmordsforskning.
Når forårssolens stråler rammer danskerne, får 10-20 procent flere en forårsdepression. Samtidig topper selvmordskurven fra midten af marts til slutningen af maj ifølge tal fra Center for Selvmordsforskning. Foto: colourbox.com/COLOURBOX.COM


Solen skinner, solsorten spreder vingerne, og den sukkerfyldte is løber.

Alene tanken om forår er nok til at få et smil frem på de flestes læber, men en stor del af danskerne oplever tværtimod, at de bliver deprimerede, når kalenderen rammer marts.

Ifølge Center for Selvmordsforskning er der 10 til 20 procent flere danskere, der bliver deprimerede og ti procent flere selvmord fra midten af marts til slutningen af maj i forhold til resten af året.

- Ofte vil man først klage over fysisk træthed, vanskeligheder med at koncentrere sig og problemer med at sove. Man mister måske interessen for det, man plejer at være optaget af, og senere kommer tristheden og håbløsheden, siger Erik Roj Larsen, klinisk lektor og overlæge på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, til Newspaq.

Det er ikke kun én type mennesker, der bliver ramt af den overvældende tristhed. Ifølge Erik Roj Larsen kan det være alle mennesker, men især dem, der stresser sig selv unødvendigt, er udsatte.

- Mange af dem, vi ser med depressioner er meget flittige, omhyggelige og ambitiøse, og så skal man lære at slække på kravene til sig selv, siger han.

Erik Roj Larsen understreger, at forårsdepression ikke er en videnskabelig betegnelse, men at en depression kan føles værre om foråret end på andre tider af året.

Det er Trine Vesteraa, der er selvstændig ernæringsterapeut og kostvejleder, enig i.

- Mange føler nok, at det er ekstra mærkeligt og rammer ekstra hårdt, for om vinteren er det acceptabelt, at folk ikke er ved hægterne og ikke har energi, men når solen kommer frem, og humøret så ryger ned, så føles det forkert, siger hun til Newspaq.

Hun mener, at det lave forårshumør til dels kan hænge sammen med et lavt vitaminniveau.

- Det kunne være en god idé at kigge på ens D-vitaminniveau, hvis man år efter år oplever at ryge ned, der hvor de andre begynder at blive glade igen, siger hun.

Ifølge hende bruger vi hen over vinteren det vitamindepot, der blev bygget op over sommeren, og nu står vi med et tomt lager. Trine Vesteraa råder derfor til at være så meget ude i solen som muligt og ellers toppe måltider af med D-vitamintilskud.


Fakta: Sådan genkender du en depression

- Du føler en overvældende træthed, men har problemer med at sove eller har en urolig søvn.

- Du kan ikke magte eller overskue hverdagen og har svært ved at koncentrere dig.

- Du er ked af det, føler ikke du slår til og bebrejder dig selv eller har skyldfølelse.

- Du finder ikke glæde i at gøre ting, som du normalt godt kan lide og mister appetitten.

- Du har måske tanker om at begå selvmord eller gøre dig selv eller andre ondt.


Fakta: Sådan undgår du at blive deprimeret

- Spis regelmæssigt, sundt og sørg for at få masser af D-vitamin både gennem sollys, kosttilskud og fødevarer som fed fisk, æg, kød, mælk og ost.

- Dyrk motion og få frisk luft, så kroppen producerer endorfiner - et naturligt "lykkestof", som automatisk løfter humøret.

- Gear ned, før du sover, så du kan sove igennem hele natten. Hold dig fra kaffe efter kl. 18. Læs en bog, gå en kort tur eller lyt til afslappende musik, før du sover.

- Prioriter dine aftaler, så du ikke stresser dig selv. Mindsk eventuel angst og stress gennem dybe åndedræt og meditation.

- Giv plads til dine følelser og hold ikke gråden tilbage. Tillad dig selv at være ked af det, men dvæl ikke ved det. Snak med venner eller skriv dagbog, så du ikke brænder inde med følelser.

- Undgå alkohol, hvis du er deprimeret, da det forværrer depressionen eller kan skabe en ny.

Kilder: Psykiatrien i Region Midtjylland, Depressionsforeningen og psykisksaarbar.dk.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.