S: Venstre-udspil bremser ikke asylansøgere
Socialdemokraterne tror ikke, at V-udspil vil give færre asylansøgere. Men man er parat til at forhandle.
Socialdemokraternes udlændinge- og integrationsordfører, Ole Hækkerup (i midten), tror ikke på, at Venstres planer om at stramme adgangen til Danmark for asylansøgere vil have effekt. Arkivfoto.
Socialdemokraternes udlændinge- og integrationsordfører, Ole Hækkerup (i midten), tror ikke på, at Venstres planer om at stramme adgangen til Danmark for asylansøgere vil have effekt. Arkivfoto. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Lavere ydelser og sværere adgang til samme kommer ikke til at mindske antallet af asylansøgere.

Sådan lyder Socialdemokraternes reaktion på Venstres asyludspil.

- Jeg tror ikke, det kommer til at påvirke antallet, der kommer til Danmark, siger udlændinge- og integrationsordfører Ole Hækkerup til Ritzau og uddyber:

- Det, som Venstre foreslår, forholder sig til reglerne, når man er kommet ind i Danmark. Den stramning, vi lavede, handlede om betingelserne for overhovedet at komme ind. Og jeg tror, vores stramning virker bedre.

Ordføreren henviser til den seneste ændring af lovgivningen på udlændingeområdet, som både Socialdemokraterne og Venstre stemte for.

Ikke desto mindre er han parat til at diskutere indholdet af Venstres forslag.

- Jeg er enig i, at vi har brug for at kigge på betingelserne for de, der trods alt bliver en del af Danmark. Og der har jeg sådan set et meget åbent sind, for vi kan se, at det hidtil ikke har fungeret godt nok, konstaterer Ole Hækkerup.

Venstre foreslår blandt andet, at Folketinget hastebehandler et lovforslag om en ny integrationsydelse til flygtninge, der får asyl i Danmark.

I stedet for kontanthjælp skal de nytilkomne have et beløb, der starter på SU-niveau.

- Vi har foreslået, at man skal arbejde, hvis man kan, for at få en ydelse, og at unge under 30 år skal på SU-niveau, så vi er på vej ind i den diskussion, konstaterer Ole Hækkerup, som dog ikke er parat til at sænke ydelsesniveauet for alle flygtninge.

- Jeg er umiddelbart skeptisk over for, hvis det skal være for alle. Der tror jeg, det er bedre at have en mere individuel indsats ud fra en tankegang om ret og pligt, siger han.

Socialdemokraterne foretrækker også en indeksering af børnechecken frem for det optjeningsprincip, som Venstre foreslår, ligesom Ole Hækkerup afviser tanken om at fratage Dansk Flygtningehjælp muligheden for at udpege medlemmer af Flygtningenævnet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.