S til Søren Pind: "Farceagtigt" politiskoleforløb
Det ser ud til, at regeringen har holdt en masse kommuner for nar, siger politisk ordfører Nicolai Wammen (S).
Det vigtigste er, at der hurtigt kommer gang i uddannelsen af nye betjente, mener Wammen.
Det vigtigste er, at der hurtigt kommer gang i uddannelsen af nye betjente, mener Wammen. Foto: Scanpix/arkiv


Justitsminister Søren Pind (V) og hele regeringen står til dumpekarakter i sagen om, hvor en kommende ny politiskole skal placeres.

Sådan lyder det fra Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, efter at Pind onsdag lod forstå, at regeringen mener, at den nye politiskole skal ligge i Herning.

Vel at mærke uden at de øvrige partier bag beslutningen om at åbne en ny politiskole var blevet taget i ed.

Wammen kalder hele forløbet for "farceagtigt".

- Man har bedt 32 kommuner om at bruge tid og penge på at komme med forslag til placering. Og nu tyder meget på, at det hele tiden har været regeringens intention, at politiskolen skal placeres i Herning, siger Wammen.

- Hvis det er tilfældet, har man holdt de her kommuner for nar.

En række kommuner har foreslået at huse en ny politiskole i eksisterende byggeri. Den mulighed ønsker S stadig at tage i betragtning.

Spørgsmål: Du siger, at meget tyder på, at regeringen hele tiden har villet placere politiskolen i Herning. Hvad baserer du det på?

- Det er mit indtryk, at regeringen fra starten har haft det som sit udgangspunkt, at politiskolen skulle ligge i Herning. Hvis det er tilfældet har man spildt en masse kommunernes tid og skatteborgernes penge.

- Og hvis det ikke er tilfældet, synes jeg bare, man skal sige det åbent og ærligt.

Spørgsmål: Bærer I ikke selv et ansvar for, at beslutningen ikke blev truffet, samtidig med at det blev bestemt, at der skulle åbne en ny politiskole?

- Vi var klar til at træffe en beslutning hurtigt. Men det ønskede regeringen ikke. Man sagde, at man ville vende tilbage med et forslag. Siden har man gang på gang udskudt beslutningen. Derfor er det regeringens ansvar.

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, har over for Ritzau omtalt forløbet som en "studehandel". I et interview med TV2 siger hun:

- Vi skal diskutere det her ud fra faglige og saglige argumenter. Det er jo ikke vennetjenester, eller hvor regeringen lige synes, det kunne være fint at lægge den.

Wammen vil hverken tale om studehandler eller vennetjenester mellem regeringen og Hernings V-borgmester Lars Krarup. Han siger:

- Det der optager os, er, at man finder den bedst mulige placering. Om det bliver i Herning eller andre steder, må komme an på hvad der er af gode argumenter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.