Formålet med sygedagpengeloven er, at sygemeldte skal tilbage i job. Men under halvdelen af landets kommuner følger op på, om deres indsats virker. Det viser en ny beretning fra Rigsrevisionen.
Den udløser hårde ord fra Lennart Damsbo-Andersen (S), statsrevisor og medlem af beskæftigelsesudvalget.
”Der er alt for meget fokus på proces og stort set intet fokus på resultater i vores beskæftigelsessystem – herunder på sygedagpengeområdet. Hvis bare kommunerne overholder tidsfristerne og leverer det antal samtaler, de skal, så betyder det ikke så meget om patienterne dør,” siger han.
LÆS OGSÅ: Sygemeldt? Kommunen ringer om 42 til 79 dage!
Sent ud af starthullet
Udover den manglende evaluering kritiserer Rigsrevisionen, at kommunernes indsats kommer sent i gang. Det betyder, at folk mister arbejdet.
Regeringen har netop gennemført en omfattende reform af sygedagpengeområdet. Som socialdemokrat står Lennart Damsbo-Andersen derfor også bag den.
Hvad gør jeres reform for at løse de problemer, Rigsrevisionen nu peger på?
”Den starter i hvert fald med at sige, at kommunerne skal gøre noget senest i uge 22. Før var der ikke en grænse for, hvornår kommunerne skulle sætte noget i værk over for sygemeldte,” siger Lennart Damsbo-Andersen.
LÆS OGSÅ: Syg i over fem måneder? Farveller!
Damsbo: Reform rammer godt
I aftalen om nye reform står der, at regeringen skal lave årlige statusredegørelser med særligt fokus på blandt andet ”antallet af borgere på henholdsvis sygedagpenge og jobafklaringsforløb, herunder varighed og effekt.”
Kommunerne har dog ikke fået nye forpligtelser i forhold til at følge med i effekten af deres indsats.
Synes du, at reformen løser problemet omkring manglende opfølgning på om indsatsen virker?
”Jeg kan ikke sige, om den løser det 100 procent, men det er mit indtryk, at det adresserer de kritikpunkter, der er rettet i Rigsrevisionens beretning. Så må tiden vise, om det har været godt nok. Det får vi jo løbende opfølgninger på,” siger Lennart Damsbo-Andersen.
LÆS OGSÅ: Charlotte: Syg, arbejdsløs og uden indtægt