S-formand: "Jeg har ikke noget imod ulighed"
Ginikoefficienten, der måler indkomstfordelingen i samfundet, er steget fra 27,4 i 2012 til 27,9 i fjor.
- Jeg har egentlig ikke noget imod, at der er ulighed i et land, siger Socialdemokraternes gruppeformand, Leif Lahn Jensen.
- Jeg har egentlig ikke noget imod, at der er ulighed i et land, siger Socialdemokraternes gruppeformand, Leif Lahn Jensen. Nikolai Linares/Scanpix


Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik er den såkaldte ginikoefficient, der måler indkomstfordelingen i samfundet, steget fra 27,4 i 2012 til 27,9 sidste år. Dermed er uligheden større, end da regeringen tiltrådte, skriver Politiken onsdag.

Det går stik imod regeringens erklærede mål om at øge ligheden i det danske samfund. Socialdemokraternes gruppeformand, Leif Lahn Jensen, forklarer dog til TV2, at han intet har imod ulighed.

- Jeg har egentlig ikke noget imod, at der er ulighed i et land, siger han og uddyber:

- Det, der er vigtigst for mig, er, at folk har lige muligheder, og at der ikke er masser af fattige i det her land. Og det er netop derfor, at vi holder øje med, hvor mange fattige der er i landet, og det er derfor, det glæder mig, at der er kommet færre fattige børnefamilier, efter denne regering er kommet til. Det er vigtigt for mig, at folk har mulighederne for at få en uddannelse og på sigt komme til at tjene flere penge, siger Leif Lahn Jensen.

EL og SF raser

Udmeldingen chokerer både politisk ordfører for Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen, og formand for SF, Pia Olsen Dyhr.

- Jeg er ganske chokeret over at høre en socialdemokratisk gruppeformand sige på tv, at det ikke er noget problem, at uligheden stiger, og at han ikke har nogen problemer med ulighed. For hvad betyder det? Formuerne for menneskerne i toppen vokser, mens alle os, der går på arbejde, ikke får andel i væksten. Det betyder at vores samfund knækker over, siger Pia Olsen Dyhr til TV 2.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.