Rygter om Samsung-frieri får Blackberry helt op at ringe
Trods benægtelser fra det canadiske selskab stiger aktien 30 procent på spekulationer om bud fra Samsung.
Aktien i Blackberry steg onsdag til himmels efter rygter om frieri fra Samsung. Arkivfoto
Aktien i Blackberry steg onsdag til himmels efter rygter om frieri fra Samsung. Arkivfoto Foto: COLOURBOX/free


Aktionærerne i det canadiske Blackberry havde en sjælden god dag onsdag. Rygter om et opkøbstilbud har sendt kursen på aktien voldsomt op og gjort selskabet 30 procent mere værd.

Bejleren til Blackberry, der laver smartphones, skulle være det sydkoreanske Samsung. Det siger en person med indsigt i sagen til nyhedsbureauet Reuters.

Personer fra de to selskaber mødtes angiveligt i sidste uge for at drøfte en mulig overtagelse. Ifølge kilden er Samsung villig til at betale op til 15,49 dollar per aktie i Blackberry.

Det svarer til en samlet købspris på 7,5 milliarder dollar.

Efter onsdagens store kurshop til 12,59 dollar er den aktuelle markedsværdi på godt 6,6 milliarder dollar.

Opkøbsrygterne bliver afvist af Blackberry selv.

- Vi er ikke involveret i samtaler med Samsung med henblik på et muligt bud på at købe Blackberry, hedder det i en udtalelse.

Og samme besked lyder fra Samsungs hovedsæde i Seoul.

- Medieoplysninger om et opkøb er grundløse, siger en talsmand til Reuters.

Onsdag skrev den canadiske avis Globe and Mail, at Blackberry de seneste måneder har været afvisende over for en "håndfuld" selskaber, der har luftet interesse for at komme med et købstilbud.

Blackberry havde i en lang periode stor succes på mobilmarkedet, men gassen er gået af ballonen de seneste år i takt med, at Samsung, Apple og Google har sat sig på markedet.

Alene i tredje kvartal 2013 havde Blackberry et underskud på langt over 20 milliarder kroner.

Siden har ledelsen forsøgt at genoprette selskabet, og i tredje kvartal 2014 overraskede Blackberry med en bedre end forventet indtjening, men omsætningen lå derimod en hel del under forventningerne blandt aktieanalytikere.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.