RYANAIR: DISCOUNT I LUFTEN
Ryanairs kæmpe-succes truer SAS
Irske Ryanair kommer ud med rekordoverskud. Fremgangen skal bruges til at konkurrere blandt andre SAS ud af markedet.
Ryanair arbejder for at kaste det ekstreme lavprisbrand, direktør Michael O'Leary har kørt hårdt på, af sig.
Ryanair arbejder for at kaste det ekstreme lavprisbrand, direktør Michael O'Leary har kørt hårdt på, af sig. Foto: Lavandeira/AP


Det irske lavprisselskab Ryanair vokser markant med sin cocktail af lavtlønnet arbejdskraft, ekstrem fokus på omkostninger og dertilhørende billige billetter. Endnu er SAS ikke truet på sin hjemmebane, men det kan hurtigt ændre sig, vurderer analytiker.

I regnskabsåret 2015-2016 fik Ryanair omkring en femtedel flere passagerer, da selskabet fløj 106,4 millioner rundt i Europa. I 2017 vil Ryanair fortsætte med at kapre kunder blandt andet ved at sænke priserne yderligere.

- Udfordringen for SAS er ikke prissænkningen i år, for priserne mellem de to selskaber ligger allerede meget langt fra hinanden, siger SAS-analytiker hos Sydbank, Jacob Pedersen.

- Problemet er, at når Ryanair kommer ind i nye lufthavne, som de har gjort det i København, så kommer der et enormt fokus på pris, fordi de er så billige. Så SAS kommer til at mærke det, tilføjer han.

I regnskabsåret 2015-2016 blev det til en omsætning på 48 milliarder kroner og et nettoresultat på næsten ni milliarder kroner - stigninger på henholdsvis 16 og 43 procent.

I den seneste tid er Ryanair gået lidt væk fra udelukkende at fokusere på billige billetter. I årevis har det ellers været selskabets mantra eksempelvis med gimmicks som at true med at tage penge for toiletbesøg.

Men Ryanair vil nu satse mere på at kapre forretningsrejsende og gøre en flyvetur med selskabet mindre ubehagelig. Det sker med koncepter som Leisure Plus og Business Plus.

Forretningsrejsende er et kernemarked for SAS, da de har pengene til at betale højere priser.

- Ryanair er begyndt at komme ind i de store lufthavne og er begyndt at fjerne nogle af de ting, der har irriteret kunderne allermest. Det giver pote.

- De vil gerne ind i forretningssegmentet. Men hvis du skal lave et stærkt produkt, så er det frekvens og fleksibilitet, der er afgørende. Og der er Ryanair stadig milevidt fra at kunne konkurrere med SAS, siger Jacob Pedersen.

Der er dog ingen garanti for, at det vil vare ved.

- Ryanair er en alvor trussel for SAS over de næste år i takt med, at de vokser i København. De er der ikke endnu, men de kan hurtigt komme der, siger analytikeren.

Læs hele Avisen.dk's tema om Ryanair her.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.