Ryanair tabte tidligere på ugen en appelretssag mod journalister fra det hollandske medie KRO, der i flere indslag omtaler alvorlige sikkerhedsbrister hos det irske flyselskab, skriver Fagbladet 3F. Retssagen har kørt i to år.
Retten i Amsterdam afgjorde, at tv-programmet 'Reporter Focal' ikke har handlet ulovligt eller skødesløst i flere indslag om sikkerhedsbrister i det irske flyselskab. Det fremgår af en artikel i nrc.nl, hvor man også kan læse hele dommen.
Det fremgår, at retten mener, at beviserne på Ryanairs sikkerhedsproblemer blev tilstrækkeligt belyst i udsendelserne.
Ifølge nrc.nl viste tv-stationen i flere programmer i 2012 og 2013, at Ryanair bad sine piloter at tanke så lidt som muligt for at få lettere og billigere flyrejser.
Tv-stationen fortalte også om anonyme Ryanair-piloter, der blev tvunget til at flyve syge eller overtrætte, hvilket fik Ryanair til at lægge sag an.
Kommunikationschef i Ryanair Robin Kiely siger til Fagbladet 3F om dommen:
- Vi har bedt vores advokater om straks at appellere denne bizarre afgørelse til Højesteret. Det er uacceptabelt, at KRO kan sende disse falske påstande, der allerede er afvist af de relevante myndigheder, siger Robin Kiely, der henviser til en fælles erklæring fra de irske og spanske luftfartsmyndigheder, som skulle bekræfte, at Ryanairs sikkerhed er "på niveau med de sikreste flyselskaber i Europa".
Læs Avisen.dk's dækning af Ryanair-sagen her.