Taxikrig
Taxa-demo på Christiansborg: Uber truer os på vores levebrød
Bægeret er ved at løbe over for taxabranchen. Nu kører de deres vogne ind på Christiansborg Slotsplads for at råbe politikerne op om det, de ser som urimelig konkurrence fra det taxalignende selskab Uber.
De danske vognmænd er ikke glade for Ubers indtog på den danske taxa-scene.
De danske vognmænd er ikke glade for Ubers indtog på den danske taxa-scene. Foto: SCANPIX arkiv


Efter 10 måneder med det taxalignende selskab Uber på det danske marked har den danske taxabranche fået nok.

Klokken 11 her til formiddag onsdag kører op mod 300 vognmænd og chauffører ind på Christiansborg Slotsplads for at råbe politikerne op og få dem til at sætte ind mod Uber, som de mener arbejder bevidst og systematisk imod dansk lov.

Tvivlsom skattebetaling

Demonstrationen afholdes af Taxiførere i Danmark (TID). Organisationens formand, Søren H. Nicolaisen, peger på, at Ubers vognmænd ikke har lovpligtige erhvervsansvarsforsikringer. Han tvivler også stærkt på, at Ubers chauffører svarer korrekt skat af deres indkørte fortjeneste.

- Når der spørges til skatteforhold på deres hvervemøder, bliver der givet det svar, at det er op til folks situtaionsfornemmelse og moral, siger Søren H. Nicolaisen.

Han er ikke imod fri konkurrence, men mener, at den skal foregå på lige vilkår.

- Bryder man loven, skal man ikke opnå fordele i forhold til dem, der overholder den. Vi tager os af kundens tryghed og kræver fuldkommen garanti for en korrekt skatteopkrævning. Derfor kræver vi også, at den udøvende magt varetager deres opgave med at holde lov og orden, siger han.

Indtjeningen svigter

Uber opererer via en app i København, og app’en gør det muligt at bestille et lift med en civil bilist i nærheden. Det kalder taxabranchen for ulovlig persontransport, mens Uber selv kalder sig et teknologiselskab.

Spørgsmålet er vigtigt at få afgjort, for hvis Uber har ret, er det ikke underlagt national taxalovgivning, men EU’s servicedirektiv. Derfor presser TID på for at få afgjort sagen. Imens er det det danske taxafolk er truet på deres levebrød, og bægeret er ved at løbe over.

- Taxachauffører i København oplever, at deres indtjening er faldet med mellem 100 og 400 kroner per vagt, siden Uber er dukket op. Det bliver til mange penge i det lange løb, siger han.

Forældet lovgivning

Søren H. Nicolaisen vil også råbe politikerne op om behovet for en modernisering af taxiloven, så taxibranchen kan udvikle sig.

- Den nuværende lovgivning er fra 1974, og det bærer den tydeligt præg af. Vi har teknologien til for eksempel ligesom Uber at rate chauffører og kunder, men må bare ikke gøre det, påpeger han.

Ifølge TID’s skøn er der i øjeblikket cirka 200 Uber-biler på de københavnske veje. Bilerne er ikke til at identificere direkte, men er registreret i kraft af deres app i forruden.

Ballade verden over

Overalt i verden har den etablerede taxabranche raset mod Uber. For eksempel i Frankrig, hvor chauffører tidligere i år satte ild på bildæk og smadrede 70 biler i vrede over dét, de ser som urimelig konkurrence.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.