Rutineret dansk ishockeyback melder afbud til VM
Danmarks backprofil Philip Larsen har valgt at melde afbud til ishockey-VM i Tjekkiet i maj.
Landstræner Jan Karlsson ærgrer sig over Philip Larsens VM-afbud på det danske ishockeylandshold
Landstræner Jan Karlsson ærgrer sig over Philip Larsens VM-afbud på det danske ishockeylandshold Foto: Jan Korsgaard/free


Det danske ishockeylandshold må stille svækket op ved VM. Fredag meldte den stærke back Philip Larsen afbud til turneringen i Tjekkiet.

Philip Larsen har det seneste år spillet i den russiske liga KHL, men han står lige nu uden kontrakt. Og han frygter at løbe ind i en skade under træning eller kamp, fortæller landstræner Jan Karlsson.

- Hans begrundelse for ikke at stille op til VM er, at han frygter at blive skadet, siger Jan Karlsson til TV 2 Sport.

Den danske landstræner er ærgerlig over Philip Larsens beslutning.

- Jeg kan jo ikke påvirke ham, hvis han synes, at det er vigtigere at få en ny kontrakt på plads. Men der er andre spillere på landsholdet, som også er kontraktløse lige nu, men som vælger at være med og spille VM i stedet.

- Der er jo større chance for at få en god kontrakt, hvis du er med og spiller et ishockey-VM, siger Jan Karlsson.

Philip Larsen, som sidste år blev kåret til årets forsvarsspiller af Danmarks Ishockey Union, har været en af de bærende kræfter ved de seneste VM-slutrunder. Derfor er afbuddet ekstra bittert.

- Danmark er en lille ishockeynation, og vi må hjælpe hinanden. Spillerne får jo muligheder for at spille i store ligaer, det skyldes, at klubberne i Danmark og Danmarks Ishockey Union laver et stort stykke arbejde og giver dem mulighed for at blive dygtige ishockeyspillere.

- Og så synes man jo, at det er rimeligt, at spillerne stiller op og spiller VM, så vi kan få så god en placering som muligt, siger Jan Karlsson.

Ishockey-VM afvikles i maj.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.