Engang risikerede børn en tur med spanskrøret af klasselæren. I dag er det lærerne, der skal passe på.
I hvert fald på Sct. Michaels Skole i Kolding.
Her vurderer Arbejdstilsynet, at lærerne risikerer både fysisk og psykisk vold, når skoleklokkerne ringer ind.
Det skriver JydskeVestkysten.
En elev havde for eksempelvis kastet en sten efter en lærer. Andre elever siger grove og seksuelt krænkende ting til lærerne.
Derfor har Arbejdstilsynet givet privatskolen påbud om at forebygge risiko for vold og trusler.
Lærerne er blevet konfliktsky
De dårlige forhold betyder også, at lærerne er blevet mere bange for eleverne.
Flere af de ansatte på skolen fortæller, hvordan de går forbi konflikter mellem elever for at beskytte sig selv.
Ifølge Arbejdstilsynets rapport føler de en høj grad af afmagt.
Leder: Ikke et generelt problem
Skolelederen på Sct. Michaels, Jette Mikkelsen, erkender, at skolen har nogle udfordringer.
Men hun mener, at der i høj grad er tale om mindre tilfælde.
- Vi har generelt søde og velfungerende børn, og som sådan oplever vi ikke generelle problemer, siger Jette Mikkelsen til JydskeVestkysten.
Ifølge hende er problemet ikke så slemt, som Arbejdstilsynets rapport får det til at se ud.
Problemet med manglende respekt for lærerne, mener hun tilgengæld, er et generelt problem i samfundet.
- Det er trist, at den autoritet, som en lærer burde have, ikke altid er der, siger Jette Mikkelsen til JydskeVestkysten.