Rikkes sejr kunne bane vej for lettere førtidspension: Nu ankes sagen
Angstramte Rikke fra Aalborg vandt for nylig en sag over Ankestyrelsen, som kunne have banet vej for lettere førtidspension til alvorligt syge. Men nu anker styrelsen sagen.
Det er en brutalitet, som jeg ikke er i stand til at beskrive, siger Rikkes kæreste. 
Det er en brutalitet, som jeg ikke er i stand til at beskrive, siger Rikkes kæreste.  Foto: Scanpix arkiv


Opdateret tirsdag den 10. november 2015 kl. 07.00

- Vi er i fuldkommen chok.

Sådan siger angstramte Rikkes kæreste til Avisen.dk, efter en følelsesmæssig rutsjetur, som påny har kastet parret ud i uvished.

Rikke vandt for nylig over Ankestyrelsen i Retten i Aalborg og troede, at hun efter tre års kamp endelig kunne se frem til at få førtidspension.

I følge Rikkes advokat Marianne Fruensgaard var afgørelsen "et udtryk for, at myndighederne bliver irettesat i forhold til, at man ikke bare kan ignorere klare, lægelige udtalelser fra de læger, der er omkring borgeren," og sagen blev udråbt til at kunne blive en "bombe under reformen" af førtidspension.

Men nu har Ankestyrelsen anket dommen fra Retten i Aalborg, som siger, at Kommunen burde have tilkendt Rikke førtidspension allerede i 2013.

- Det var som at komme foran 2-1 sent i kampen, vel vidende at dommeren ikke har fløjtet af. Så vi var først helt utroligt lettede, men blev hurtigt nervøse, fordi vi vidste, at dommen kunne blive anket og pinen dermed kunne blive forlænget, siger Rikkes kæreste, som ønsker at være anonym.

To speciallæger er ikke nok

Rikke har haft social angst det meste af sit liv og fået to speciallægers ord på, at hun ikke kommer til at kunne klare et arbejde.

Men det er altså ikke nok, mener Ankestyrelsen, som ifølge Rikkes kæreste nu vil bede Retslægerådet om at komme med en vurdering forud for nye forhandlinger i Landsretten.

- Det er nedrigt, når to speciallæger har stillet samme prognose. Den sidste har endda stillet sig op under straffeansvar i retten og bekræftet, hvad prognosen er i forhold til Rikkes arbejdsevne, siger han.

En brutalitet, som ikke kan beskrives

Rikkes kæreste er klar over, at sagens afgørelse kan få konsekvenser for andre i samme situation. Det her er en kamp, som mange deler, siger han.

- Der er mange, der oplever, at deres speciallægeerklæringer bliver underkendt af myndighederne. Så de er ikke bare ude på at knuse os, men også andre familier i samme situation. Det er en brutalitet, som jeg ikke er i stand til at beskrive med ord.

Æder os op indefra

De tre års forsøg på at opnå førtidspension har haft store økonomiske konsekvenser for parret, fortæller Rikkes kæreste. Aalborg Kommune har trukket Rikkes kontanthjælp, fordi hun ikke har kunnet leve op til de krav, der er blevet stillet.

- Vi har set hundrede tusinde kroner forsvinde. Det er jo ikke for sjov, siger Rikkes kæreste.

Men det er de psykiske konsekvenser, der har taget hårdest på både Rikke og hendes kæreste.

- Turen gennem det kommunale system har kun været en forværrende faktor. Det æder os langsomt op indefra.

Hvordan sagen ender, tør han ikke spå om.

- Vi ved, at vi har sandheden på vores side, men jeg ved ikke, om vi tør håbe på retfærdighed. Jeg ved bare, at det her system er villigt til at knuse både os og andre familier i samme situation, siger han.

Rikkes navn er opdigtet, men sagen er blevet omtalt som "Rikkesagen" i blandt andet NORDJYSKE Stiftstidende.

Avisen.dk er i besiddelse af både domsafsigelsen fra Retten i Aalborg 26. oktober og Ankestyrelsens ankestævning til Vestre Landsret fra mandag i denne uge.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.