Et system, der smider penge ud af vinduet og meningsløst presser syge mennesker, til de er angste vrag.
Sådan lyder den sønderlemmende kritik fra Trunte Pallesen, der er arbejdsgiver og har haft omkring ti sygemeldte i arbejdsprøvning.
Hun reagerer på den seneste tids debat om alvorligt syge, der skal i arbejdsprøvning med seng, selvom de kan arbejde under en halv time om ugen.
- Al medmenneskelighed er ude af det system. Det er så sørgeligt, at de kan være så syge, og så kører man dem så langt ud, for det hele handler om systemet, siger hun.
En sag var så grel, at Trunte Pallesen nægtede at tage flere i arbejdsprøvning, før den syge kvinde havde fået førtidspension.
Trunte Pallesen har to forretninger i Christiansfeld. Både en cafe og en forretning med garn, tasker og andre designting. Hun har en holdning om, at der skal være plads til alle, og det har sat hende højt på telefonlisten, når kommunen og private jobfirmaer skal skaffe syge i arbejdsprøvning.
Hun siger ofte ja, for hun mener, at de syge har fået nederlag nok, og nogen bør hjælpe dem. Men hun har meget svært ved at se på, hvor langt syge bliver kørt ud.
- Det er det mest umulige og mest åndssvage system, jeg har oplevet. ALT skal prøves for at få dem i arbejde. Det pres i sig selv kan gøre alle uarbejdsdygtige, og de sygdomme, de havde fra starten, bliver jo en biting i forløbet, siger hun.
"Jeg føler mig som en idiot"
Når de kommer til samtale om arbejdsprøvningen har de ofte ledsagere med udover den sagsbehandler eller konsulent, der gerne vil have dem i arbejdsprøvning.
- Når jeg får dem, er de vrag. De har også allerede været ude i 2-3 arbejdsprøvninger. Jeg bliver så harm. De er ekstremt nervøse og kommer med venner eller familie og sidder og holder dem i hånden, mens de taler med mig. Det er så synd og så fuldstændig urimeligt, at de er kørt derud, siger Trunte Pallesen.
Hun kritiserer, at selvom der kommer mennesker, der har flere års speciallægeerklæringer med om, at de aldrig kommer til at arbejde igen, så bliver de ved at blive sendt ud i nye arbejdsprøvninger.
- En arbejdsgiver ville aldrig drive en virksomhed sådan. Hvem betaler i dyre domme for en ekspertvurdering fra en dyr lægespecialist og så smider den ud, fordi den ikke passer ind i systemet og siger: 'Ved du hvad kontornus, gør hvad du synes'. Det er spild af penge, siger Trunte Pallesen.
Heller ikke hendes evalueringer efter arbejdsprøvninger på op til et halvt år har nogen vægt. Ofte oplever hun, at de syge bliver sendt direkte videre.
- Jeg føler mig som en idiot. Jeg har lagt et stort stykke arbejde i en person, så jeg bliver ekstremt gal over, at man så bare kasserer resultatet af arbejdsprøvningen og sender dem ud igen et andet sted.
Seng på lageret
Hun har haft omkring 10 i arbejdsprøvning, og de to er i dag ansat på deltid på helt almindelige vilkår. Mange af de andre har med Trunte Pallesens ord ”ikke kunnet en skid”.
Især én arbejdsprøvning fik hende til at sige stop og lukke for mere samarbejde med kommunen.
Trunte Pallesen fik en kvinde ud, der var midt i 30erne, alenemor til to mindre børn og så syg af fibromyalgi, at hun kunne arbejde tre timer om ugen. Efterhånden som det blev koldere i vejret, kunne hun knapt hive sig op af de to trin til butikken.
- Hun kunne ingenting udover at sidde og gøre mig i godt humør, fordi hun var så sød. Hun tog så meget smertestillende og måtte tage ekstra for at komme her, siger Trunte Pallesen.
Efter arbejde måtte kvinden ifølge Trunte Pallesen gå hjem og sove nogle timer for at få overskud til at tage sig af børnene efter fritidshjem. Hun havde svært ved bare at få sit eget tøj på, og børnene måtte hjælpe.
- Så kom systemmanden efter et halvt års arbejdsprøvning og spurgte, om hun ikke fik det bedre af at sove? Og det gjorde hun jo, siger Trunte Pallesen.
For så mente han ifølge Trunte Pallesen, at hun kunne stille en seng ud på lageret, så kvinden kunne sove der nogle timer og arbejde videre om eftermiddagen.
- Jeg blev flipstjernetosset. Den kvinde var totalt ubrugelig i arbejdssammenhæng, og det viste sig, at det vidste han udmærket godt. Men man skulle jo være sikre. Han mente også, at hun ikke var blevet presset hårdt nok hos mig. Så måske skulle hun ud et andet sted. For jeg var for flink, siger Trunte Pallesen.
Skal tage sig af sine børn først
Efter den episode nægtede hun at tage flere ind. Hver gang kommunen eller private aktører ringede for at bede hende om at tage flere, spurgte hun efter, om kvinden havde fået førtidspension?
- Den smule energi hun havde, skulle hun kraftedeme ikke smide ud her hos mig eller andre steder. Den skulle hun bruge på sine børn. Har nogen regnet ud, hvad det vil koste at tage sig af dem senere, hvis hun ikke kan? Hvis ikke hun havde ret til førtidspension, så ville jeg ikke mere, siger Trunte Pallesen.
Og sådan blev det. Indtil den dag, en fra kommunen ringede og sagde, at hun havde en, der skulle i arbejdsprøvning, og at kvinden fra tidligere havde fået førtidspension.
- Jeg sagde, at det var underligt, for det havde hun ikke selv sagt noget om til mig. Så jeg ringede selv til hende og sagde tillykke med førtidspensionen. Det vidste hun ikke noget om. Kommunen havde fortalt mig det først for at komme af med én i arbejdsprøvning. Der gik tre dage, før hun selv fik det at vide. Det er så frækt, siger Trunte Pallesen.
Nu har hun igen folk i arbejdsprøvning, for hun mener, at nogen skal. Selvom hun ikke får penge for det, og det tager tid for hendes personale.
System baseret på mistillid
Trunte Pallesen forstår ikke, at arbejdsprøvningerne skal foregå i virksomheder og ikke derhjemme. Hun kunne for eksempel sagtens levere strikkeopgaver ud eller have nogen til at opdatere hendes Facebook hjemmefra.
Hun peger på, at ude på landet er transport et enormt problem i forbindelse med arbejdsprøvninger. Mange er for syge til at køre bil, så deres familie må tage fri for at køre dem på arbejde og hente dem igen efter to timer.
- På den måde ødelægger man hele familien. Jeg har bedsteforældre, der kommer kørende med deres voksne børnebørn, der skal i arbejdsprøvning, siger hun.
Hun mener, at det helt grundæggende er et problem, at systemet er baseret på mistillid.
- Man siger til de syge: Vi stoler ikke på dig og på arbejdsgiveren, og på lægerne og på de ansatte på kommunen. Hvem stoler vi så på? Hvor stopper det? Hvem tager en beslutning, så de mennesker kan få ro til at blive raske? siger Trunte Pallesen.