Rift om økosvin og økomælk får landmænd til at lægge om
Det er blandt andet rift om økologisk mælk og svinekød, der får flere landmænd til at omlægge til økologi.
1028 landmænd søgte i april om arealtilskud til i alt 41.523 hektar ny økojord, viser tal fra NaturErhvervstyrelsen. 513 af ansøgerne er nye økologer. Her er det arkivfoto af køer på gården Bækkenstoft i Kirke Hyllinge.
1028 landmænd søgte i april om arealtilskud til i alt 41.523 hektar ny økojord, viser tal fra NaturErhvervstyrelsen. 513 af ansøgerne er nye økologer. Her er det arkivfoto af køer på gården Bækkenstoft i Kirke Hyllinge. Foto: Joachim Adrian/Polfoto


Stor interesse for at omlægge til økologi blandt danske landmænd hænger tæt sammen med, at forbrugerne næsten ikke kan få nok økologiske varer i indkøbskurvene.

Hos Økologisk Landsforening, som rådgiver landmænd om omlægning til økologi, siger formand Per Kølster, at det især er mælkeproducenter og svineproducenter, der viser interesse for at omlægge til økologi.

- Som økologisk landmand har man udsigt til bedre afsætning og bedre pris.

- Det er en kombination af, at der er god økonomi i det og samtidig muligheden for at udvikle sit fag og sit håndværk og sin stolthed omkring det, siger han.

Han nævner, at der nu også er stor interesse for omlægning til økologisk fjerkræ- og grøntsagsproduktion, hvor der også er gode muligheder for at komme af med varerne.

1028 landmænd søgte i april om arealtilskud til i alt 41.523 hektar ny økojord, viser tal fra NaturErhvervstyrelsen. 513 af ansøgerne er nye økologer, og det tal har ikke været større siden 1990'erne.

Det svarer ifølge Økologisk Landsforening til en forøgelse med næsten en femtedel - eller et område på størrelse med Samsø, Læsø, Amager og Københavns Kommune tilsammen.

Ifølge Økologisk Landsforening er fordelene ved økologi blandt andet bedre beskyttelse af natur, drikkevand, biodiversitet og dyrevelfærd og at undgå medicinmisbrug.

Også hos landbrugets talerør Landbrug & Fødevarer er der glæde over udviklingen. Ifølge økologichef Kirsten Lund Jensen er der udsigt til, at et rekordstort areal bliver dyrket økologisk i Danmark.

- Det er glædeligt, at den vækst, vi har set i markedet de senere år, nu også fører til et øget økologisk areal herhjemme.

- Både de eksisterende og de nye økologer udnytter potentialet til at levere råvarer til forbrugerne, der gerne vil have mere økologi, siger Kirsten Lund Jensen i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.