Regeringen tager æren: Asylansøgere bliver væk fra Danmark
I det sidste kvartal af 2014 faldt antallet af asylansøgere med næsten 50 procent i Danmark.
2014 var et rekordår for antallet af asylansøgere i Danmark. Arkivfoto.
2014 var et rekordår for antallet af asylansøgere i Danmark. Arkivfoto. Foto: PETER KLINT/POLFOTO


Mens antallet af asylansøgere sidste år steg med 9,9 procent fra tredje til fjerde kvartal i EU som helhed, faldt antallet i samme periode med 47 procent i Danmark, skriver Jyllands-Posten, som har fået tallene fra EU's statistiske kontor, Eurostat.

Tyskland er blandt de lande, der i perioden modtog flere ansøgere, mens Danmarks markante fald kun er overgået af Letland, hvor asylsøgningen i forvejen er beskeden.

Regeringen lancerede i september en række stramninger af asylreglerne med blandt andet en midlertidig opholdstilladelse på ét år til krigsflygtninge og har siden fremhævet, at det efterfølgende fald viste, at stramningerne virker.

Andre har peget på, at det skyldes tilfældigheder og sæsonudsving, da færre tager turen over Middelhavet, når bølgerne bliver højere i efteråret.

De nye tal bestyrker, at regeringens stramninger er en væsentlig årsag til det ekstraordinære fald, mener udlændingeordfører Ole Hækkerup (S).

- Jeg tror ikke, at man havde set den udvikling, hvis ikke regeringen var kommet med sin stramning, siger han til Jyllands-Posten, men anerkender også, at andre faktorer kan spille ind.

Venstre har tidligere omtalt det som "en lille administrativ ændring" og "stor ståhej for ingenting", og partiets retsordfører, Karsten Lauritzen, mener, at det er alt for tidligt at give æren til regeringen.

- Når man har haft stigende asyltal i tre år uden at gøre noget, så får det altså ikke os i Venstre til at klappe i vores små hænder, at tallene falder en lille smule over en tremåneders periode, siger han til Jyllands-Posten.

I 2014 kom der i alt 14.815 asylansøgere, hvilket er langt det højeste antal i de seneste år. I 2013 lå tallet på 7557, og i årene forinden var det endnu lavere.

Det høje antal i 2014 skyldes primært, at antallet af ansøgere steg markant hen over sommeren og ind i efteråret. Alene i september kom der 3150 asylansøgere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.