Det er vist efterhånden ikke gået hen over hovedet på nogen, at vi skal arbejde længere. Men hvordan kan vi indrette arbejdsmarkedet, så vi kan holde til det og trives med det?
Det skal en ’Tænketank for et længere og godt seniorarbejdsliv’ finde svarene på. Tænketanken er et element i den pensionsaftale, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik i denne uge.
Tænketanken bliver nedsat i efteråret og får halvandet år til at arbejde, så det kan præsentere sine anbefalinger inden sommerferien i 2019. Det kan ifølge aftalen være i form af rapporter, debatarrangementer, kampagner eller andet.
Nabotjek
Grundlæggende er der to hovedspørgsmål, tænketanken skal finde svarene på: Hvordan kan seniorerne i højere grad end i dag fastholdes på arbejdsmarkedet, og hvordan gør man det lettere for dem at finde nyt job, hvis de mister det, de har?
Der skal foretages et nabotjek i Norge og Sverige, som har vist sig bedre end os til at fastholde de over 60-årige på arbejdsmarkedet. Man skal også se nærmere på de virksomheder herhjemme, der allerede har gode erfaringer på området.
Tænketanken er en god idé, faktisk en rigtig god idé. Det mener Henrik Dam Kristensen (S), beskæftigelsesminister i den SR-regering, som sad til juni 2015. Han nedsatte nemlig en tilsvarende seniortænketank i foråret 2015 med det samme opdrag.
- Det er jo helt åbenlyst for alle, at hvis man skal blive længere på arbejdsmarkedet, så bliver man nødt til at spørge, om det arbejdsmarked, vi har, også er indrettet til det, siger han til Avisen.dk.
DA skeptisk
Tænketanken blev imidlertid nedlagt i samme øjeblik, VK-regeringen tog over i sommeren 2015 med den tidligere direktør for Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Jørn Neergaard Larsen som beskæftigelsesminister.
DA havde været skeptisk over for Henrik Dam Kristensens tænketank og opfordret til, at man afventede effekterne af de ændringer, der var blevet lavet de seneste år.
”Vi er stadig ved at indfase en række reformer – først og fremmest tilbagetrækningsreformen – som skal virke fuldt ud. Den del er stadig i proces, og alt peger på, at det går den rigtige vej. Derfor har jeg svært ved at få øje på, at der skulle være en særlig udfordring her”, sagde underdirektør i DA Erik Simonsen til Ugebrevet A4, som i april 2015 skrev om tænketanken.
Politisk dumt træk
Havde tænketanken fået lov til at løse sine opgaver, var den kommet med sine anbefalinger allerede i efteråret 2016.
- Både jeg og den efterfølgende regering har nu defineret opgaven som vigtig, så man må sige, at nedlæggelsen af tænketanken var et politisk dumt træk. Vi har mistet over to år på den måde, konstaterer Henrik Dam Kristensen.
Arbejdsmarkedsordfører for Venstre Hans Andersen mener imidlertid, at tiden og behovet for en seniortænketank er en anden nu end dengang. Det skriver han i en kommentar til Avisen.dk.
- Regeringen ønskede at gennemføre en række reformer, der sikrer, at flere bliver på arbejdsmarkedet lidt længere. Midlerne dertil er mange, og vores midler har også ændret sig siden 2015, hvor vi lukkede den daværende tænketank, fordi den ikke på daværende tidspunkt var nødvendig. Det synes vi, den er nu, og derfor vil vi nedsætte en tænketank for et længere og godt seniorarbejdsliv, påpeger Venstres arbejdsmarkedsordfører.