Regeringen dropper lovede millioner til fødeafdelinger
I sit finanslovsudspil har regeringen sløjfet de penge, som den tidligere regering ellers afsatte til landets travle fødeafdelinger.
på Rigshospitalets fødeafdeling undrer man sig over, at regeringen nu vælger at sløjfe de ekstra ressourcer. 
på Rigshospitalets fødeafdeling undrer man sig over, at regeringen nu vælger at sløjfe de ekstra ressourcer. 
Foto: Iris/arkiv


Torsdag 1. oktober blev to nyansatte overlæger budt velkommen med flag og kaffe på Rigshospitalets fødeafdeling.

Fødselslægerne er det første fysiske bevis på de ekstra hænder, der skulle hjælpe en af landets travle fødeafdelinger.

De nye, ekstra hænder skulle efter planen aflønnes med øremærkede penge, som daværende SR-regering med 'Løft af kvaliteten på fødeafdelingerne' afsatte på sidste års finanslov. I 2015 er de 35 mio. kr. ved at blive udmøntet. Finansloven for 2015 fastslog også, at i årene fremover ville staten øremærke 75 mio. kr. årligt til fødselsafdelingerne.

Problemet er blot, at nu er pengene for 2016 og frem væk, skriver Politiken fredag. Det fremgår af regeringens nye finanslovsudspil, hvori der står, at millionerne er sløjfet, fordi 'de frigjorte midler prioriteres til andre initiativer på sundhedsområdet'.

Klinikchef Morten Hedegaard, på Rigshospitalets fødeafdeling står nu tilbage med en "dyb undren over, at ressourcerne forsvinder i 2016":

"Hvis det er relevant at lave en forbedret behandling i 2015, så er det vel lige så relevant i 2016", siger han.

Forhandlingerne om næste års finanslov er netop begyndt. Sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil ikke lade sig interviewe mundtligt af Politiken om sagen, men oplyser skriftligt, at regionerne har fået tilført 2,4 mia. kr. næste år, så regionerne har "fuldt ud mulighed for at prioritere midler til fødeafdelingerne, hvis de ønsker det".

Anette Frederiksen, chefjordemoder på Odense Universitetshospital og formand for lederkredsen i Jordemoderforeningen, er "stærkt bekymret for de fødende kvinder, når så store øremærkede millionbevillinger nu sløjfes".

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.