Redaktør: Løkke har fået meget bedre kort på hånden
Statsministeren rakte med egne ord en fremstrakt hånd til De Konservative og står nu bedre i forhandlingerne.
Stemningen var nok en smule bedre mellem Lars Løkke Rasmussen og Søren Pape Poulsen i mandags, da Lars Løkke var inviteret med til fejringen af de Koservatives 100-års jubilæum.
Stemningen var nok en smule bedre mellem Lars Løkke Rasmussen og Søren Pape Poulsen i mandags, da Lars Løkke var inviteret med til fejringen af de Koservatives 100-års jubilæum. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix


På ét døgn har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) opgraderet sine kort på hånden væsentligt ved at købe tid i form af forhandlinger med De Konservative om en grøn tillægsaftale til landbrugspakken.

Dermed står de to kamphaner hårdt på hver deres krav, når De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, torsdag møder op i Statsministeriet, siger Brian Weichardt, politisk redaktør hos Radio 24syv.

- I den her hanekamp mellem Lars Løkke og Pape har han umiddelbart spillet sig bedre kort på hånden, end han havde i går med den her tillægsaftale til landbrugspakken.

- Løkke har simpelthen fået meget bedre kort på hånden, end da i går startede, siger Brian Weichardt til Ritzau.

Statsministeren inviterede partierne i blå blok til en møderække, efter at De Konservative udtrykte mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) i kølvandet på kritik af hendes beregninger i landbrugspakken.

- Løkke kæmper hårdt for hende, og nu kommer der et langt forhandlingsforløb, hvor Pape bliver hjulet ind i en lang, lang snak, som kan føles sværere og sværere at sige nej til, siger Brian Weichardt.

Når parterne først har siddet og forhandlet om en række punkter i en eventuel tillægsaftale, er det svært at bringe en ministerfyring på dagsordenen som det sidste punkt.

En central del af landbrugspakken bliver sendt til tredjebehandling i folketingssalen torsdag formiddag. Men Brian Weichardt forventer, at forhandlingerne om en tillægsaftale fortsætter, når en samlet blå blok torsdag har stemt for pakken.

Onsdag aften skrev statsministeren på Facebook, at det for ham handler om at genskabe tilliden mellem partierne i blå blok, som han kalder "den blå familie".

- Det er ikke et spil. Det er ikke for sjov.

- Det letteste ville være at ofre en minister, som jeg har fuld tillid til, eller kaste håndklædet i ringen og kaste Danmark i valgkamp til påske, hvor flygtningepresset på vores land risikerer at eksplodere. Men man skal ikke altid gøre det letteste, skriver Løkke.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.