Forvist Mads Holger til Pape: Hvad sagde jeg…
Under valgkampen talte Mads Holger for døve øre, da han advarede Søren Pape om Stop-kampagnen, siger han.
Det tidligere medlem af De Konservative, Mads Holger, forstår ikke, at det først er nu, at K-formanden Søren Pape står ved, at Stop-kampagnen var dårlig PR for partiet.
Det tidligere medlem af De Konservative, Mads Holger, forstår ikke, at det først er nu, at K-formanden Søren Pape står ved, at Stop-kampagnen var dårlig PR for partiet. Foto: Nils Meilvang/Scanpix/Arkiv


Absurd. Sådan beskriver debattøren og radioværten Mads Holger den situation, at de Konservatives formand Søren Pape nu indrømmer, at partiets stop-kampagne slog fejl. Det gør Søren Pape nemlig i et interview med Ugebrevet A4.

Mads Holger forklarer, at han fik alt andet end anerkendelse, da han forsøgte at overbevise den konservative ledelse om, at den markante Stop-kampagne ikke var opskriften på vælgerfremgang.

- Jeg sidder ikke og gnider mig i hænderne over Søren Papes indrømmelse. Men jeg havde åbenlyst ret i min kritik. Og derfor er det da rigtig fint, at han nu endelig ser lidt ind i stedet for mod bedrevidende at sige, at det hele går godt, siger Mads Holger til Avisen.dk.

Mads Holger forlod lige efter folketingsvalget i juni de Konservative, fordi han var indstillet til eksklusion fra partiet på grund af partiskadelig virksomhed.

Ekskluderet for holdninger, K-formanden nu deler

Ifølge Mads Holger selv blev han sparket ud af den konservative folketingsgruppe for holdninger, som den Konservative formand i interviewet med Ugebrevet A4 nu selv står frem med. Og det er parakdosalt, mener han.

- Jeg blev ekskluderet på et budskab, som Søren Pape nu selv formulerer. På den baggrund kan jeg da ikke lade værd med at tænke mit, siger Mads Holger.

Blandt De Konservative var der mange kritiske røster, der var vrede over, at Mads Holger gang på gang gik imod sit eget partiet blandt andet ved at sammenligne partiet med en døende patient. Derudover lavede han også sin egen kampagne med modsat fortegn.

"Start den konservative nytænkning her" hed kampagnen, som Mads Holger sendte ud, samtidig med at Stop-kampagnen kørte. Men Mads Holger mener under ingen omstændighed, at han var illoyal over for sit tidligere parti.

- Til forskel fra, hvad mange tror, svinede jeg ikke kampagnen til under valgkampen. Men jeg lod det selvfølgelig forstå, hvad jeg mente om kampagnen, ved at lave min egen, som havde nogle positive budskaber. Det var der, jeg blev ekskluderet, siger Mads Holger til Avisen.dk.

I Mads Holgers mailindbakke på hans facebookprofil er der i løbet af dagen tikket næsten tyve sympatimails ind. De kommer fra folk, der reagerer på, at Søren Pape langer ud efter kampagnen, når Mads Holger ikke måtte. Flere af afsenderne er profilerede medlemmer af Det Konservative Folkeparti, fortæller Mads Holger.

”Som et barn, der råber røv”

Selvom Mads Holger selv mener, at han udadtil begrænsede sin kritik af kampagnen, var han mere åbenmundet bag lukkede døre.

- Selvfølgelig sagde jeg noget internt. Jeg sagde, prøv nu at hør, den kampagne går ikke, siger Mads Holger.

Men ifølge ham, var det helt umuligt at komme igennem med kritikken, da man i toppen af partiet var helt forelsket i den udskældte kampagne.

- Internt i partiet var man jublende lykkelig over kampagnen. Et af de problemer, De Konservative havde i valgkampen, var, at man ikke havde fået opmærksomhed i pressen. Og da kampagnen pludselig trak overskrifter, var man bare lykkelig, siger han.

Et af budskaberne i Stop-kampagnen var at stoppe ”nazi-islamisme”, der var en sammentrækning af islamisme og nazisme. Og Mads Holger var ifølge ham selv, ikke den eneste konservative, der rystede på hovedet over reklamestuntet.

- Der var en højtstående konservativ profil, der sagde, at den opmærksomhed kampagnen gav, svarede til en lille dreng, der løber ind under et middagsbord og råber røv. Men ledelsen insisterede jo på, at kampagnen var et kæmpe hit. Selv efter valgkampen insisterede Søren Pape på, at kampagnen sad lige i skabet, siger Mads Holger til Avisen.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.