Selv om han i fremtiden bliver konge af Storbritannien, er han endnu ikke for fin til at hygge sig på en fodboldbane.
Under sit statsbesøg i Kina, hvor formålet er at opbygge en bedre kulturel udveksling mellem Kina og Storbritannien, spillede prins William nemlig fodbold med nogle kinesiske skolebørn, da han besøgte Nanyang High School i Shanghai.
Det skriver Hello! Magazine.
På fodboldbanen sammen med William var den tidligere professionelle fodboldtræner Paul Hughes, som forklarede, at den britiske prins var meget interesseret i, hvordan den kinesiske fodboldkultur påvirker børn og unge.
- Han ville meget gerne høre om, hvordan fodbold opbygger selvtillid, samtidig med at det er sundt for kroppen. Og så var han meget interesseret i, at spillet er ved at blive et vigtigt fokuspunkt i skolerne her i landet, forklarer den tidligere træner.
Prinsens statsbesøg i Kina varer tre dage og har indtil videre også budt på blandt andet et håndtryk med den kinesiske præsident Xi Jinping.
Se en video fra prinsens besøg på fodboldbanen her: http://www.telegraph.co.uk/news/uknews/prince-william/11446583/Watch-Duke-of-Cambridge-high-fived-by-child-on-visit-to-China.html
Newspaq