Prins forsøgte at stoppe afslørende billeder
Prins Charles er faldet i unåde på de sociale medier, efter han forleden blev foreviget med et gevær under en jagt i Østengland.
Her er prins Charles og hans hustru Camilla, hertuginde af Cornwall, ved et arrangement for ældre skolebørn i London få dage efter jagten i Norfolk.
Her er prins Charles og hans hustru Camilla, hertuginde af Cornwall, ved et arrangement for ældre skolebørn i London få dage efter jagten i Norfolk. Foto: Alastair Grant/AP


Jagt er svært at forene med et grønt image. Derfor forsøgte prins Charles forleden at få politiet til at stoppe offentliggørelsen af billeder fra en jagt i Norfolk.

Billederne fra fasan-jagten menes at være de første af tronarvingen med et gevær i hænderne siden 2008 og ramte uheldigvis de britiske medier i samme uge, som hans søn prins William deltog i højt profileret arrangement til fordel for kampen mod krybskytteri.

Det skriver den britiske avis Daily Express.

Den 66-årige prins var på jagt med otte venner på kongehusets ejendom Sandringham, da fotografen dukkede op og knipsede billeder af ham midt i bevoksningen i sit jagttøj.

Det fik angiveligt prins Charles til at tilkalde politiet, der tog en snak med fotografen. Men her stoppede forsøget på at forhindre billederne i at nå offentligheden ikke.

Efterfølgende sørgede prins Charles for at hans stab kontaktede flere aviser for at stoppe detaljerne om jagten i at nå spalterne. En anonym tilskuer bekræfter dog også over for Daily Express, at prins Charles havde et gevær i hænderne i forbindelse med jagtselskabet.

Det er ikke første gang, at det britiske kongehus er kommet i problemer efter en jagt på Sandringham. I 2008 dokumenterede en fotograf angiveligt en situation, hvor prins Edward mishandlede en hund på ejendommen.

Efter en undersøgelse foretaget af dyreværnsorganisationen RSPCA blev prins Edward dog renset for mistankerne om dyremishandling.

Sagen om prins Charles' deltagelse i fasanjagten lader dog ikke til at være inddæmmet endnu. På det sociale medie Twitter bliver prins Charles beskyldt af flere brugere for at være en "hykler".

- Prins Charles med et gevær under Sandringham-jagt. Kongelige myrder lokalt dyreliv i Norfolk. Grønt (image, red.) min bare numse, skriver brugeren Jan McLachlan.

- Hvordan forener prins Charles og prins William jagt for fornøjelsens skyld med støtten til fordel for dyrevelfærd. Det virker hyklerisk, skriver Limary Gutierrez.

Se billederne her: http://www.express.co.uk/news/royal/541368/Prince-Charles-Sandringham-shooting-party

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.