Præstø-ofre bliver hædret med fornem fortjenstmedalje
Fire tidligere efterskoleelever får medaljer for ædel dåd ved kæntringsulykken, der kostede en lærer livet.
Fire af 13 efterskoleelever, som var om bord på dragebåd ved Præstø, da den kæntrede i iskoldt vand i 2011, tildeles til efteåret en sjælden medalje af dronningen for deres indsats ved ulykken.
Fire af 13 efterskoleelever, som var om bord på dragebåd ved Præstø, da den kæntrede i iskoldt vand i 2011, tildeles til efteåret en sjælden medalje af dronningen for deres indsats ved ulykken. Foto: HENRIK LARSEN/POLFOTO


Fire af de 13 elever fra den fatale Præstø-ulykke i 2011 vil til efteråret modtage en meget sjælden og hæderfuld medalje for ædel dåd, der uddeles af dronningen, skriver TV Øst.

Torsdag kom det frem, at den tidligere elev Line Blichfeldt Jensen stod til at modtage medaljen - men yderligere tre elever fra kæntringsulykken modtager også medaljen.

TV øst erfarer, at det drejer sig om eleverne Nicklas Bøhm, Katrine Torstensen og Cecilie Gyldendal Rasmussen.

Justitsministeriet bekræfter over for TV Øst, at de fire tidligere elever fra Præstø-ulykken skal have den sjældne medalje.

Den vil efter planen blive overrakt af justitsminister Søren Pind (V) ved en ceremoni, der efter alt at dømme vil finde sted i løbet af september måned.

Medaljen for ædel Daad, som hæderstegnet formelt hedder, uddeles yderst sjældent. Den er således kun blevet uddelt fire gange i hele dronning Margrethes regeringstid - senest i 1996.

Kæntringsulykken på Præstø Fjord skete den 11. februar 2011, hvor 13 elever og to lærere var sejlet ud i en dragebåd. Kæntringen skete to kilometer fra land, og eleverne måtte kæmpe sig gennem det iskolde vand for at komme ind på land.

En lærer omkom ved ulykken, mens syv elever måtte behandles for hjertestop. Flere elever fra båden kæmper den dag i dag med alvorlige fysiske eller psykiske men efter ulykken.

Lundby Efterskole og den tidligere forstander på skolen blev efterfølgende dømt for deres ansvar i ulykken.

I november 2013 tildelte Østre Landsret den tidligere forstander en dom på 60 dages betinget fængsel for uagtsom legemsbeskadigelse og overtrædelse af lov om sikkerhed til søs. Dommen var en stadfæstelse af byrettens dom.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.