Porte vil vinde trods tidsstraf
Australieren Richie Porte ser fremad efter sin tidsstraf for at få et hjul af konkurrent. Holdet vil hente tid
Favoritværdigheden led et nærmest ødelæggende knæk, da Richie Porte tirsdag punkterede fire kilometer før målstregen og fik et nyt hjul af landsmanden Simon Clarke fra det konkurrerende hold Orica-Greenedge.
Favoritværdigheden led et nærmest ødelæggende knæk, da Richie Porte tirsdag punkterede fire kilometer før målstregen og fik et nyt hjul af landsmanden Simon Clarke fra det konkurrerende hold Orica-Greenedge. Foto: Daniel Dal Zennaro/AP


Den australske cykelrytter Richie Porte (Sky) var en af de absolutte favoritter til at vinde det igangværende Giro d'Italia.

Favoritværdigheden led et nærmest ødelæggende knæk, da han tirsdag punkterede fire kilometer før målstregen og fik et nyt hjul af landsmanden Simon Clarke fra det konkurrerende hold Orica-Greenedge.

En meget sjældent brugt regel forbyder, at ryttere får hjælp fra andre end egne holdkammerater, så foruden de 47 sekunder, Porte mistede på grund af punkteringen, fik både han og Simon Clarke to minutters tidsstraf.

Det er australieren ærgerlig over, men han ser fremad.

- Jeg skal passe på, hvad jeg siger. I aftes så jeg nok anderledes på det. Det er frustrerende, men det nytter ikke at beklage sig, siger Richie Porte på Sky-holdets hjemmeside.

- Ingen skal være i tvivl om, hvor meget jeg stadig ønsker at vinde det her løb. Der er stadig næsten to uger tilbage. Indtil videre har vi haft et godt løb. Vi skal køre meget endnu. Også hårde etaper, og alt det her har tændt hele holdet ekstra for at vinde tiden tilbage, siger han videre.

Reglen om ikke at få hjælp af ryttere fra konkurrerende hold er lavet for at undgå, at hold kan købe sig til venner i feltet. Tirsdagens situation har intet med den slags at gøre, siger Porte.

- Det var fantastisk. Når en kollega fra et andet hold hjælper på den måde, synes jeg, at det viser cykling, når det er bedst. Cykling har haft mange dårlige overskrifter gennem årene. Det her var et specielt øjeblik. Simon er en ven, og det viste han tirsdag, fortsætter Porte.

Onsdag kører rytterne 153 kilometer fra Forli til Imola.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.