Polsk premierminister: Det tyder på et Grexit
Der er formentlig kun én vej for Grækenland efter det nej, der tegner sig, vurderer Polens regeringschef.


Polens premierminister, Ewa Kopacz, regner med, at Grækenland må forlade eurozonen efter søndagens folkeafstemning.

Det siger hun til tv-stationen TVN24, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

- Hvis prognoserne holder, er der formentlig kun én vej tilbage for Grækenland: udtrædelse af eurozonen, siger den liberalkonservative Kopacz.

Hun tilføjer, at grækerne ikke har været klar til at betræde den "hårde reformvej" og lægger også skylden for det græske nej på regeringen i Athen.

- Grækerne, som jeg respekterer, er ofre for populistiske politikere, siger den polske premierminister.

Hun tilføjer, at der "ikke findes nogen drejebog" for, hvad eurozonen gør i en situation som denne.

Polen er ikke en del af eurozonen og har ikke planer om at gå bort fra sin egen valuta, zloty.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.