Politiker-oprøret i Aalborg: Neergaards nye forslag halter
Kritikken om ressourceforløb fra Beskæftigelsesudvalget i Aalborg Kommune fortsætter.
- Vi tilkender i forvejen førtidspension i de åbenlyse sager. Men der kommer stadig mange i klemme, siger Mai-Britt Iversen.
- Vi tilkender i forvejen førtidspension i de åbenlyse sager. Men der kommer stadig mange i klemme, siger Mai-Britt Iversen. Foto: Scanpix/arkiv


Regeringen er lige nu på vej med et forslag om at gøre det lettere at give førtidspension i sager, hvor det er helt åbenlyst, at en borger ikke kan komme til at arbejde.

Det skal andet være muligt, at en sag kan blive ekspederet, uden at skulle præsenteres for kommunernes rehabiliteringsteam, som er en ekspertgruppe, der enten kan sende borgeren videre i ressourceforløb eller tilkende førtidspension.

Det kunne lyde som sød musik i ørerne på Rådmand Mai-Britt Iversen (S), formand for Beskæftigelsesudvalget i Aalborg Kommune, der på vegne af flere partier mandag sendte et åbent brev til beskæftigelsesminister, Jørn Neergaard Larsen (V), hvori hun blandt andet kritiserer ressourceforløbene for at være ren dokumentation og direkte skadelige for alvorligt syge borgere, der alligevel ender med at få førtidspension.

Andre borgere kommer i klemme

Men forslaget rammer forbi virkeligheden i Aalborg Kommune, som det også beskrives i det åbne brev, forklarer Mai-Britt Iversen til Avisen.dk.

- Vi tilkender i forvejen førtidspension i de åbenlyse sager. Men der kommer stadig mange i klemme – borgere som forvaltningen har arbejdet med i mange år, og hvor det igennem aktivering og for-revalidering er dokumenteret, at arbejdsevnen ikke kan udvikles yderligere, siger Mai-Britt Iversen.

Men alligevel er kravet fra Ankestyrelsen, at borgeren skal deltage i et ressourceforløb. Hun nævner blandt andet et eksempel fra brevet: Ankestyrelsen kræver en alvorlig fysisk og psykisk syg dame i ressourceforløb fordi det ikke kan udelukkes, at de anbefalede tiltag vil få betydning for hendes livskvalitet og dermed arbejdsevne.

- At vi skal blive ved med at forsøge, bliver jeg pikeret over. Vi har allerede forsøgt mange ting, men der er ikke nogen trylleformular, når det gælder alvorligt syge borgere. Det her brev skal få politikerne på Christiansborg til at tænke over, om de kan stå bag den hårde praksis fra Ankestyrelsen, siger Mai-Britt Iversen.

Bliver lettere for kommunen

Brevet kommer i forlængelse af, at Ankestyrelsen har været efter Aalborg Kommune, fordi de mener, at kommunen har været for gavmilde med tildeling af førtidspension. Nu skal man ”være døende eller udviklingshæmmet for at kunne blive fritaget (for ressourceforløb, red.),” hedder det i brevet.

Derfor håber politikerne i Aalborg nu på, at deres opråb vil få Jørn Neergaard Larsen og Folketinget til at kigge nærmere på Ankestyrelsens stramme linje.

Spørger man paraplyorganisationen for Aalborg Kommune, Kommunernes Landsforening (KL) er der stor ros til regeringens forslag til ændringer omkring ressourceforløb.

- Det vil blive lettere for kommunen at give førtidspension til eksempelvis uhelbredeligt syge og andre, hvor det er helt åbenlyst, at de er berettigede til førtidspension, fordi det er helt formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen, siger Camilla Treldal Jørgensen, chefkonsulent i KL.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Jørn Neergaard Larsen eller beskæftigelsesordfører for Venstre, Hans Andersen.

Regeringens nye lovforslag

Regeringen vil sørge for, at man i nogle tilfælde vil give kommunerne lov til enten at tildele eller afvise at tildele førtidspension til en borger, uden at vedkommendes sag bliver vurderet af kommunernes såkaldte rehabiliteringsteam.

Samtidig skal selve ressourceforløbene gøres bedre. Der er sat 48,8 millioner kroner af til at lave en guide til et godt ressourceforløb med borgeren i centrum, som kommunerne kan støtte sig til. Der er også penge til et rejsehold, som er med til at dele erfaringer mellem kommunerne. Endelig skal borgerne høres om, hvordan de oplever forløbene.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.