Politiet dropper narkoanklage mod rockstjerne
Bassisten Tommy Black endte i en slem kattepine, efter at Scott Weiland døde af en overdosis i sin tourbus.
Bassisten Tommy Black står yderst til venstre ved siden af den nu afdøde Scott Weiland.
Bassisten Tommy Black står yderst til venstre ved siden af den nu afdøde Scott Weiland. Foto: Victoria Will/VICTORIA WILL/INVISION/AP


Det vakte stor opsigt, da "Stone Temple Pilots"-forsangeren, Scott Weiland, for nylig blev fundet død i sin tourbus, efter at han havde taget en overdosis af kokain, det amfetaminlignende stof MDA og alkohol. Det hjalp heller ikke Weiland, at han led af astma, og at hans krop var slidt af et langvarigt stofmisbrug.

Det tragiske dødsfald betød, at gruppens bassist, Tommy Black, endte i fedtefadet, for da politiet gennemsøgte bandets tourbus, fandt de en pose kokain, som de først identificerede som Blacks.

Bassisten blev derfor arresteret, men politiet har nu valgt at opgive anklagen om narkobesiddelse, fordi de ikke mener, at de kan bevise at stofferne er hans. Det skriver Rolling Stone.

Tourbussen, der tilhørte gruppen "Scott Weiland and the Wildabouts", var nærmest et apotek på hjul, og kokainen var ikke det eneste forbudte stof, som politiet fandt, men fordi bussen blev brugt af en stor gruppe mennesker, må politiet nu kaste håndklædet i ringen.

- Stofferne blev fundet i en bunke, og da der naturligvis var flere i bussen, kunne de her stoffer potentielt tilhøre mange andre. Derfor besluttede vi os i sidste ende for ikke at opretholde anklagerne mod ham (Tommy Black, red.), siger vicepolitichefen for Bloomington til People Magazine.

Tommy Black, der allerede må være hårdt ramt af den voldsomme begivenhed, har efterfølgende delt flere nyhedsartikler om politiets beslutning på sin officielle Facebook-profil.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.