Politiet bekræfter: Tredobbelt drab på Frederiksberg var likvidering
Politiet leder stadig efter vidner til et tredobbelt drab i november, hvor tre unge mænd blev skuddræbt.
Tre unge mænd blev dræbt i en lejlighed på Frederiksberg i november.
Tre unge mænd blev dræbt i en lejlighed på Frederiksberg i november. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix


Der var tale om decideret likvidering, da tre unge mænd blev dræbt i en lejlighed på Frederiksberg i november. Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

De dræbte mænd var 19, 23 og 24 år. Politiets efterforskning har vist, at de tre tilhørte en mindre gruppe, som tilsyneladende havde en del fjender.

Det er også tidligere kommet frem, at de tre dræbte havde relationer til det københavnske rocker- og bandemiljø.

Politiet mener derfor, at motivet til drabene bunder i dette fjendskab.

Gruppen, som de tre dræbte tilhørte, foretog ifølge politiet også en slags patruljering i området omkring den lejlighed, hvor de holdt til, og hvor de dræbte blev fundet.

Mændene blev fundet dræbt i en lejlighed på Christian Paulsens Vej på Frederiksberg. Obduktionen viste, at de er blevet dræbt af skud. Der er brugt både et jagtgevær med hagl og en pistol til at dræbe dem.

Politiet mener, at de tre mænd blev dræbt, mens de lå og sov.

Et vidne har forklaret, at han eller hun omkring klokken 03.40 om natten så to mænd på et stillads ved bygningen.

Samme vidne har også hørt fem til seks høje brag eller knald. Vidnet er ikke det eneste. Politiet har afhørt mindst ti personer, som har hørt høje brag.

Men hvad disse "brag" relaterer sig til, har politiet endnu ikke kunnet finde ud af. Efterforskningen peger dog på, at de er hørt i et område væk fra gerningsstedet.

Politiet er derfor meget interesseret i at tale med vidner, der har set eller hørt noget. Ligesom politiet også er interesseret i finde frem til de to mænd på stilladset.

De beskrives som to mænd iført sort tøj og af henholdsvis slank og almindelig af bygning. De kørte væk i en mindre mørk bil.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.