Tre mænd efterlyst: Overfaldt taxachauffør med brosten
Københavns Politi efterlyser tre personer for vold mod en taxachauffør.


Har du set disse tre mænd?

Københavns Politi efterlyser tre personer i forbindelse med vold mod en taxachauffør.

Mandag den 18. maj cirka kvart i fem om eftermiddagen blev en 50-årig taxachauffør af udenlandsk oprindelse overfaldet af tre gerningsmænd, oplyser politiet.

Gerningsmændene prajede taxachaufføren på Amagerbrogade og blev kørt til Bådsmandsstræde ved Christiania. Her betalte de for turen, og begyndte uden anledning at tildele chaufføren knytnæveslag. Han flygtede ud af taxaen, hvor han igen blev overfaldet af gerningsmændene, der blandt andet smadrede en flaske i hovedet på ham og smed brosten mod ham.

Politiet beskriver den ene gerningsmand som dansk af udseende, lys i huden, 20-25 år gammel og 180-185 cm høj. Han er almindelig af bygning og har kort, mørkt hår. Han var iklædt trekvartlang jakke med neongult fór og lynlås, og mørke bukser:

Den anden gerningsmand er også dansk af udseende, lys i huden, 20-25 år gammel, 170-175 cm høj, og almindelig af bygning. Han har kort, blondt hår. Han var iklædt blå jakke og mørke armybukser med lårlommer:

Den tredje gerningsmand beskrives som udenlandsk af udseende, lys i huden og 20-25 år gammel. Han er 175-180 cm høj og almindelig af bygning. Han var iklædt mørk Cap, mørk jakke med hvide streger på tværs af ryggen og brystet, samt hvide lynlåse ved lommerne, blå jeans, og var iført en grå hættetrøje under jakken. Han bar mørke solbriller:

Har du oplysninger om sagen, bedes du kontakte politiet på 114.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.