Pind: Justitsminister er jo en post for partiledere
Pind siger, at han er stolt over at have været justitsminister, men glæder sig til at være fremtidsminister.
Ministeroverdragelse i Justitsministeriet. Søren Pind (V) giver posten videre til K-formand Søren Pape Poulsen.
Ministeroverdragelse i Justitsministeriet. Søren Pind (V) giver posten videre til K-formand Søren Pape Poulsen. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix


Justitsministerposten er blandt de fineste i regeringen. Politikken har stor bevågenhed i befolkningen, og nogle af Slotsholmens bedste jurister står klar til at hjælpe ministeren.

Derfor er det svært det se det som andet end en degradering, at Søren Pind (V) fremover bytter justitsministerposten ud med den mere anonyme stilling som forskningsminister.

Direkte adspurgt, om han er blevet degraderet siger Søren Pind til DR og TV2 foran Statsministeriet:

- Ha-ha-ha. Nu skal jeg ind til statsministeren.

Inden vagten får lukket døren, tilføjer Søren Pind:

- Jeg har da været enormt stolt over at være justitsminister. Jeg har ikke tal på de menige politifolk, jeg har talt med og hørt om deres hverdag. Det har gjort et meget stort indtryk på mig i en svær tid, siger Søren Pind.

Han antyder samtidig, at der er et element af lettelse i at skifte væk fra Justitsministeriet:

- Det har været et enormt tryk. Både forårsaget af det politiske og den situation som Danmark er i. Så på den måde.

- Og nu skal jeg så være fremtidsminister. Det glæder jeg mig til. Det er spørgsmål, som vi alle sammen stiller os. Hvad skal vores børn leve af, og hvordan skal det gå, siger Søren Pind.

Under overdragelsen af Justitsministeriet til sin efterfølger på ministerposten, K-formand Søren Pape Poulsen, uddyber Søren Pind:

- Justitsminister er den fjerde fineste post i regeringen. Det er jo en partilederpost.

Dermed er det også naturligt, at Pape overtager posten, pointerer Pind:

- Jeg er glad for, at det er Pape, der overtager arbejdet.

Den nye forskningsminister understreger, at han har "fuld forståelse" for statsministerens beslutning om rokaden. Og at han hele tiden har vidst, at han sad yderst, hvis der skulle flere partier ind i regeringen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.