Penge til Lotus Turells anti-Støjberg-annoncer strømmer ind
- Vi føler os ikke tilstrækkeligt repræsenteret i de annoncer. Der mangler medmenneskelighed, mener Lotus Turell, der samler ind til et kærligt modsvar til Inger Støjbergs flygtningeannoncer.
Datter af den afdøde digter og forfatter Dan Turell vil have indrykket kærlige modannoncer til regeringens flygtningeannoncer.
Datter af den afdøde digter og forfatter Dan Turell vil have indrykket kærlige modannoncer til regeringens flygtningeannoncer. Foto: Nils Meilvang/Scanpix/Arkiv


Lotus Turell, der er datter af den kendte digter og forfatter Dan Turell, er en af initiativtagerne bag et modsvar til Inger Støjbergs og regeringens flygtningeannoncer.

- Vi ønsker at tilføje, at danskerne også er medmenneskelige og har medfølelse, fortæller Lotus Turell, der sammen med gruppen PeopleReachingOut har startet en indsamling til modannoncer, der skal trykkes i samme fire udenlandske aviser, som regeringens annoncer optræder i.

Sidste mandag kunne man i en række libanesiske aviser læse om de danske asylregler og asylforringelser i en annoncekampagne med den danske regering som afsender. Målet er, at asylansøgere skal fravælge Danmark.

Undskylder for fjendtlighed

- Vi i initiativgruppen føler os ikke tilstrækkeligt repræsenteret i den annonce. Den mangler at kommunikere medmenneskelighed. Vi mener ikke, den kan stå alene. Derfor dette korrektiv, derfor denne kærlige modannonce. Vi synes, det er tid til, at der bliver kommunikeret nogle mere medmenneskelige værdier ud. Der er brug for en kærlig tilføjelse, fortæller Lotus Turell, der arbejder som skribent, coach og foredragsholder.

Og modsvaret skal være et genoptryk af regeringens originale annonce, men med en tilføjelse i form af rød håndskrift i bunden med ordene: PS! Undskyld for den fjendtlighed, der er skrevet om flygtninge her. Som helt almindelige danskere sender vi vores sympati og medfølelse over for alle, der flygter fra krig og undertrykkelse. #Peoplereachingout

Gruppen startede indsamlingen torsdag og søndag var 150.000 kroner tikket ind. Gruppen regner med at nå op på de 200.000 kroner, som modannoncerne koster, inden for de næste par dage, så de kan blive indrykket i de libanesiske aviser inden for nær fremtid.

Trang til at gøre noget

Lotus Turell har indtil videre kun mødt positiv opbakning til projektet. Hun mener, der blandt danskerne er en stor gruppe, som ønsker, at Danmark fremstår mere medmenneskeligt, end hvad regeringens annoncer giver anledning til.

- Både folk, der er uenige, men også dem der er enige i regeringens politik, savner, at der bliver kommunikeret nogle mere medmenneskelige værdier ud. Der er brug for en kærlig tilføjelse, siger Lotus Turell.

Hun vil ikke nærmere ind på, hvorvidt hun selv er enig eller uenig i regerings politik.

Men hun tror, at mange danskere i disse dage, hvor syriske familier på flugt kommer til Danmark, har trang til at gøre noget for at hjælpe de mange flygtninge.

Skal man ikke satse lidt?

- Vi ser billeder og hører nyheder om alle de her stakkels skæbner. Og vi er efterhånden mange, der føler os magtesløse over for at kunne bidrage til at gøre deres situation mere tålelig og stabil. Og når vi så ovenikøbet føler, at der ikke rigtig bliver kommunikeret ud, at vi rent faktisk bekymrer os meget for de her menneskers situation, så bliver vi endnu mere frustrerede, siger Lotus Turell.

Hun forstår godt, folk der praktiserer civil ulydighed, når de illegalt hjælper flygtninge med at komme til Sverige.

- Det er ulydigt. Men jeg ville gøre det samme. Nøden bliver placeret lige foran os netop nu. Skal man så ikke gøre noget? Skal man ikke give noget af sig selv, satse lidt og få tingene til at ske? Spørger Lotus Turell.

Følg med i indsamlingen til modannoncer her.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.