Pas på: Får du tilbudt lukrativt job, kan det være svindel
66-årig fik godt tilbud fra de Forenede Arabiske Emirater, men det var svindel. De var ude efter personlige data og en underskrift.
Foto: Scanpix/Iris


Lad os bare tage løsningen først: Sund fornuft og Google.

Det er i hvertfald to af de redskaber, du skal bruge, hvis du ud af det blå får et jobtilbud af de rigtig gode - specielt, hvis henvendelsen kommer fra udlandet.

Ifølge Finans.dk, så er falske jobtilbud i stigning og ofte kommer tilbuddende fra udlandet og via LinkedIn. Det eneste tilbudsgiverne er ude efter, er dine penge og dine personlige data.

Tilbud fra stort oliefirma var falsk

Finans.dk fortæller om et tilfælde, hvor en 66-årige nyligt fyret dansk ingeniør bliver tilbudt et job i den velrenommerede internationale olie- og gasvirksomhed Crescent Petroleum med hovedkontor i Sharjah. Sharjah er en by og et emirat og en af de syv medlemmer af de Forenede Arabiske Emirater.

Det eneste den 66-årige skulle, var at sende et CV og et forslag til løn. Og vups!
14 dage senere var han ansat. Han skulle bare sende en kopi af sit pas og underskrive en ansættelseskontrakt.

Heldigvis sendte han kontrakten til Ingeniørforeningen, som kunne konstatere, at det var svindlere, som ville have fat i pasoplysninger og et dokument med underskrift for at kunne misbruge hans identitet.

Fraud og scam

- Det er en god idé at google den person, der kontakter en. Arbejder han nu også i den virksomhed, som han siger. Søg eventuelt også på personens navn sammen med ord som fraud eller scam. Du er formentlig ikke den første, som de forsøger at snyde, siger Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, til Finans.dk.

Ifølge Ingeniørforeningen er problemet så stort, at internationale virksomheder advarer mod svindel på deres webside.

Den nye form for svindel betyder dog ikke, at man som jobsøgende skal tro, at alle jobtilbud via Linkedin er svindel, skriver Finans.dk.

Tjek mailadressen grundigt

Tilbage til løsningen: Ud over sund fornuft og Google, så er et godt råd også at kigge grundigt på afsenderens mailadresse. Der kan for eksempel være ændret et enkelt bogstav, så det ser ud som om, at der mailes fra den påståede virksomhed.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.