Pape: "De skal have et dask over fingrene"
Det er et forkert signal at sende, hvis man erstatter fængsel med samfundstjeneste, mener De Konservative.
Det er et forkert signal at sende, hvis man erstatter fængsel med samfundstjeneste, mener De Konservative.
Det er et forkert signal at sende, hvis man erstatter fængsel med samfundstjeneste, mener De Konservative. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


En kriminel handling skal ikke belønnes med et job.

Sådan lyder De Konservatives reaktion på et nyt lovforslag fra justitsminister Mette Frederiksen (S), der er klar til at veksle fængselsstraffe til samfundstjeneste for kriminelle, der for første gang overtræder loven.

- Ministeren går i den fuldstændig forkerte retning. At belønne en handling, der giver fængselsstraf, med et job i en børnehave eller et plejehjem, det er helt galt, siger partiformand Søren Pape Poulsen.

Mette Frederiksen begrunder sit forslag med, at unge førstegangskriminelle lærer af superforbryderne i fængslerne, og at et ophold i fængslet derfor blot fører mere kriminalitet med sig.

Men for Søren Pape Poulsen tæller retsfølelsen og det personlige ansvar højere.

- Man må tage ansvar for det liv, man lever. Det er et endegyldigt fallit at være mild overfor kriminelle, fordi man frygter, at de begår mere kriminalitet, siger partilederen.

I stedet for at skrue op for brugen af samfundstjeneste, vil Søren Pape Poulsen sætte tidligere ind i bekæmpelsen af kriminalitet.

- Vi skal sætte ind langt før, så når den 14-årige løber rundt og smadrer ruder nede i byen, så får det en konsekvens første gang. Det kan være at vaske brandbiler nede på stationen fire-fem weekender i træk.

- De skal have et dask over fingrene, første gang de laver noget, siger Søren Pape Poulsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.