Pantsamlere scorer kassen på Roskilde Festival
Roskilde Festival regner med at have udbetalt pant for cirka fem millioner, når festivalen lukker søndag.
Pantsamlere på Roskilde Festival har indsamlet pant for et beløb i millionklassen under dette års festival. Nogle pantsamlere kan tjene omkring 2000 kroner om dagen, fortæller Jan Bechmann, der er teamleder for pantområdet.
Pantsamlere på Roskilde Festival har indsamlet pant for et beløb i millionklassen under dette års festival. Nogle pantsamlere kan tjene omkring 2000 kroner om dagen, fortæller Jan Bechmann, der er teamleder for pantområdet. Foto: Panduro Jens/polfoto/Polfoto


Dåser, plastikkrus, plastikkander og kopholdere i pap.

Der er masser af pant at samle på Roskilde Festival. Og på festivalens sidste dag, lørdag, er der omkring middag foreløbig samlet pant for 3,5 millioner kroner, fortæller Jan Bechmann, der er teamleder for pantområdet på Roskilde Festival.

- Der er mange, der kommer med deres pant nu. Jeg vil tro, at vi ender med at have udbetalt pant for omkring fem millioner kroner.

Det er lidt mindre end i 2015, hvor der blev samlet ind for mere end syv millioner kroner.

Faldet skyldes ifølge Jan Bechmann formentlig, at der i år bliver holdt bedre styr på, at festivaldeltagerne ikke medbringer de normalt pantfri tomme tysker dåser, fordi de kan få lidt i pant for dem på festivalen.

Når 130.000 mennesker fester på Roskilde Festival, er der en lille del, der ikke kun kommer for at høre musik. Flere især udlændinge køber deres armbånd udelukkende for at samle blandt andet dåser og plastikkrus, som de kan få penge for at indlevere.

Jan Bechmann vurderer, at der er omkring 600-800 gæster, der udelukkende køber festivalbilletten for at samle pant og tjene penge. De fleste af dem er afrikanere, østeuropæere og danske hjemløse, fortæller han.

- Jeg har snakket med en mand fra Senegal, der er i Danmark om sommeren i lidt over to måneder for at samle pant på festivaler. For de penge han samler, kan han brødføde sin familie i et helt år.

- Nogle af pantsamlerne kan tjene omkring 2000 kroner om dagen. Men de sover måske også kun tre til fire timer om natten og arbejder aktivt i omkring 20 timer i døgnet, siger Jan Bechmann.

Efter flere år, hvor nogle pantsamlerne har måttet stå i kø i syv og otte timer for at få penge for deres pant, er systemet lavet om. I år har festivalen blandt andet installeret to såkaldte Superpantboder, hvor man kan indlevere over 100 stykker pant af gangen.

- Vi er i dialog med pantsamlerne, og vi har sikret, at de ikke står i lange køer. Den længste kø i år har taget en halv time at komme igennem, mens vi sidste år så nogle, der ventede i både syv og otte timer.

- Men der er helt klart nogle ting, der kan forbedres. Vi forsøger at gøre alt, hvad vi kan. En af tingene er, at pantboderne skal fordeles lidt anderledes på pladsen, siger han.

De sidste musikere på Roskilde Festival går på scenen lørdag aften, mens sidste mulighed for at indlevere pant på festivalen er klokken 14, når festivalen lukker.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.