Pædagoger til forældre: Vi får slidgigt af børnenes knapper
Afleverer du poden i vuggestuen, kan du opleve at blive bedt om lade noget af børnetøjet blive derhjemme.
Trykknapper i tøjet, som især bruges til at lukke body'er er ikke velkomne i alle daginsitutioner. De belaster nemlig pædagogernes tommelfingre, mener leder.
Trykknapper i tøjet, som især bruges til at lukke body'er er ikke velkomne i alle daginsitutioner. De belaster nemlig pædagogernes tommelfingre, mener leder. Foto: Colourbox/free


Flere københavnske vuggestuepædagoger mener nemlig, at den gentagne bevægelse med trykknapper, der ofte er i børnetøj, øger deres risiko for at udvikle slidgigt.

Det viser en rundringning, P4 København står bag.

Derfor kan forældrene opleve, at det kun er en enkelt knap i børnenes tøj, der bliver knappet, eller at de helt opfordres til at undgå børnetøj med trykknapper.

Det er blandt andet i vuggestuen Barndommens Gade på Vesterbro. Her kan pædagogerne mærke konsekvenserne af trykknapperne, siger pædagogisk leder Lis Winther.

- Pædagogerne er særligt generet af det i deres tommelfingre, siger hun til P4 København.

Derfor appellerer institutionen til forældrene om at give deres børn tøj på med færrest mulige knapper.

- Vi er dialog med forældrene blandt andet gennem nyhedsbreve, siger hun til P4 København.

Hvis forældrene alligevel trodser retningslinjerne, må de acceptere konsekvenserne, siger hun.

- Hvis der er for mange trykknapper, så knapper vi kun én, siger hun til P4 København.

Men pædagogerne kan tage det helt roligt, siger Jane Frølund Thomsen, der er overlæge ved Arbejds- og Miljømedicinsk afdeling på Bisbebjerg Hospital.

- Der er ikke noget belæg for at sige, at det øger risikoen for at udvikle slidgigt i fingrene. Der er ikke tale om en så kraftig bevægelse, at det i sig selv kan forårsage slidgigt, siger hun til P4 København.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.